Han gik da over i Selskabslivet, gjorde megen Lykke og blev
snart forlovet med en Datter af Assessor Meinhardt.
Det kom ganske naturligt, fordi Fru Meinhardt vilde det; og Abraham var over al Maade lykkelig.
Hans Kjæreste var vist ogsaa lykkelig; men Clara var svag; det var mod Slutten af Vinteren, at de bleve forlovede; og hun var saa uddanset, at hun næsten ikke hang sammen.
Clara Meinhardt var Skjønheden i Huset; de tre andre Søstre vare ogsaa vakre; men Clara — det var Skjønheden, det sagde Mamma ogsaa.
Abraham Løvdahl var det bedste forhaandenværende Parti, skjønt han jo var svært ung; men Fru Meinhardt syntes, det var sødt, naar Herrerne giftede sig unge, senere blev de ved Gud saa sjaskede.
Medicin var derfor ikke noget Fag for ham; det tog altformegen Tid.
Men Abraham var begyndt; og det havde altid været hans Tanke at vælge den Videnskab, i hvilken hans Fader havde erhvervet sig saa stort et Navn, — ja Abraham drømte endog om at fortsætte Faderens Værk og hellige sig Øiensygdommene som Specialitet.
Professor Løvdahl havde ogsaa altid ment, det var selvsagt, at hans Søn vilde blive Læge.
Men hvad hjalp det altsammen, naar Fru Meinhardt ikke vilde det.
Abraham kjæmpede først halvt i Spøg siden for fuldt Alvor med hele det Meinhardtske Hus; men han tabte og overgav sig, da Clara en Dag opløst i Graad sagde, at nu forstod hun: han vilde hidføre et Brud ved sin Halsstarrighed.
Det kunde han ikke taale, og saa blev det til Jus. Professoren var vil1igere til at samtykke i denne Forandring end man kunde ventet. Men det var ham igrunden ikke imod, at Sønnen fik en juridisk Uddannelse nu, da han selv gjennem den nye Fabrik mere følte sig trukken fra Videnskaben over i det praktiske Liv.
Men for Abraham selv blev Forandringen af Studium en Indledning og en Opøvelse i at bøie sin Vilje og være lykkelig alligevel. Thi Clara belønnede ham, og Fru Meinhardt tilgav ham.
Det vigtigste var jo at leve lykkeligt blandt tilfredse Omgivelser; han opgav en kjær Livsplan, — det var et Offer; men det vilde han faa Løn for; det var ikke noget Princip, han opgav; isaafald skulde han aldrig givet efter — aldrig!
Hjemme i det store Hus hos Faderen var Livet gledet saa fredeligt og stille, netop saaledes som Abraham kunde lige det; stærke Sindsbevægelser kunde han blot mindes fra Moderens Tid.
