Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/293

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Han kunde godt huske hende Træk for Træk og især de underlige dybe Øine; men sammen med disse Erindringer blandede sig Mindet om de mange pinlige Øieblikke, naar han syndefuld havde staaet foran disse uundgaaelige Øine, der altid forlangte det samme af ham: vær sand og oprigtig.

Der var meget i ham, som svarede paa dette; men Livet havde ikke givet ham nogen Anledning til fuldt ud at slaa et Slag for sin sande Overbevisning; og mange fortrædelige Smaating havde gjort, at det næsten var ham pinligt at tænke paa denne Moder, som han dog havde elsket saa høit og mistet saa tidligt.

Hans Ungdomsblod optog mange nye Tanker og Ideer, som slet ikke vare præsentable i den Meinhardtske Salon — knapt nok hos Professor Løvdahl; hans religiøse og politiske Anskuelser forandrede sig hurtigt; thi der laa i ham en stærk Trang til Kritik og Opposition. Men han var saa fatalt stillet: hvor skulde han hen med alt det, som gjærede i ham? — blandt de Mennesker, han satte Pris paa at elskes af, vilde det bare vække unyttig Ufred og Misforstaaelser; hvorfor forspilde, hvad der var ham kjært, til ingen Verdens Nytte?

Saa blev han en af de mest yderliggaaende blandt Kammeraterne, og hans vilde Paradoxer glimtede gjennem Tobaksrøgen, naar Vennerne sad sammen og drak hinanden op til Veltalenhed og store Fremtidssyner.

Abraham Løvdahl fuldførte sin juridiske Examen paa kort Tid — trukket fremover af Længsel efter at besidde den Elskede, og stukket bagfra af Fru Meinhardts lysegraa Øine.

Efter et kort Ophold hjemme — han var saa utaalmodig, at han ikke fik Tid til nogen Udenlandsreise — holdt han Bryllup i Kristiania med Frøken Clara Meinhardt.

De Nygifte kom heller ikke til at gjøre nogen Udenlandsreise; thi Fru Meinhardt fandt, at det var hyggeligere at anvende alle de Penge til et Sommerophold paa Landet for hele Familien; de Unge skulde faa bo særskilt paa en Bondegaard tæt ved, saa var de ved Gud ligesaa ugenert som i Schweitz.

Men Abraham gik og var utaalmodig efter at komme hjem til sig selv; baade for at blive af med alle Meinhardterne og for at vise sin lille Kone, hvor smukt alting stod beredt i deres egne Stuer.

De skulde bo ovenpaa i Professor Løvdahls store vidtløftige Hus; de høie gammeldagse Værelser i statelig Suite var den Sommeraften, det unge Par kom hjem, fulde af Blomster, men halvmørke i det sidste røde Lys fra Aftensolen.