Det var det første større Selskab, Professoren gav efter sin Kones
Død, og alle var glade ved igjen at mødes i det gjæstfrie Hus.
Professor Løvdahl var selv en stor Ven af Selskabelighed og
livedes hurtigt op.
Endnu et forøgede Stemningen; og det var, at Selskabet var godt sammensat; ingen Mislyd var mulig, der kunde endog tales Politik; og efterat Provsten og Rektoren havde holdt hver sin Tale for Abraham, blev Kongens, Dronningens, Kronprindsens, Kronprindsessens, den kongelige Families, det ganske kongelige Hus’es, Unionens og Sveriges Skaal udbragt og drukket under samstemmig Jubel.
Der blev muntrere og muntrere, alle drak et Glas med Abraham, og han og Broch vexlede af og til et Øiekast over de gamle Herrers Lystighed. Blindtarmen og Pindsvinet sad og smiskede til hinanden over en Karaffel gammel Madeira, de havde faaet mellem sig; og efter Bordet ved et Glas Curaçao trak Overlærer Abel sin unge Ven hen i en Krog og talte om hans herlige Moder, indtil han græd af Rørelse.
Selskabet skiltes temmeligt tidligt paa Aftenen; thi da det var en saa alvorlig Anledning, blev der ikke spillet Kort.
Da de vare blevne alene — Fader og Søn, sagde Professor Løvdahl:
„Ja nu — god Nat! — min kjære Abraham! — du kan være træt. Du er altsaa nu traadt ind i Livet som voxen Mand, og jeg kan med Sandhed sige, at jeg er tilfreds med dig. Hvorledes det skal gaa dig herefter i Verden, staar visselig — som Provsten sagde — i Vorherres Haand; men det er ogsaa for en ikke ringe Del afhængigt af dig selv. Naturen har i enhver Henseende udstyret dig godt; du er født paa en heldig Plads i Samfundet; du vil i sin Tid erholde en Formue — stor nok efter vore Forhold, og jeg — din Fader besidder en Indflydelse, som vil komme dig tilgode, hvad Vei du saa vælger at slaa ind paa. Du er saaledes en af dem, som kan og som ogsaa bør drive det vidt — drive det meget vidt i vort Samfund.
Men — der er kun et Punkt, som jeg nu berører — jeg haaber for allersidste Gang mellem os; — der er kun et Punkt, som volder mig nogen Ængstelse. Det er den Tendens, som for et Par Aar siden ytrede sig hos dig, — du ved selv ved hvilken Leilighed. Nuvel! — det gik — Gud være lovet! bedre end det saa ud til; du indsaa dengang din Vildfarelse, og du har siden, — saavidt jeg har kunnet mærke, rettet paa den. Men lad mig dog paa denne for dig saa vigtige Dag advare dig mod dette, som muligens endnu kan ligge skjult i dit Blod.
