Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/287

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Der er — ser du! —— i ethvert Samfund, selv i det bedst ordnede — et misfornøiet Element, et Bundfald, en liden Skare sammensat af en Halvdel Sværmere og en Halvdel Forbrydere, — Mennesker uden Samvittighed, uden sand Fædrelandskjærlighed, uden Gud! — Hvor i Verden du færdes, vil du møde disse Folk. De kommer — og derfor advarer jeg dig just! — de kommer gjerne som de Undertryktes Beskyttere, med smukke Ord om de Smaa imod de Store og sligt noget.

Ser du — Abraham! — disse Folk er det, du — netop du maa tage dig ivare for; thi de er Samfundets Skadedyr, som fordærve Folket og bestandig stræbe efter at undergrave Samfundet. Og jeg — jeg, som er din Fader, jeg giver dig herved mit Ord paa, at der bagved hvadsomhelst disse Mennesker sige og gjøre, ligger bevidst Løgn og Ondskab, Hovmod og Magtbegjær! — og vil du lytte til disse, saa styrter du dig selv i den visse Fordærvelse. Nu kan du vælge mellem din Far og din — og de andre.“

Professoren var bleven saa heftig, at han nær havde forsnakket sig; men Abraham rakte ham begge sine Hænder og sagde: „jeg vælger dig — Far!“

Dette sagde han alvorligt og overbevist. Hans urolige Stemning fra imorges var nu fuldstændigt overvunden. Den offentlige Ros i Kirken, Selskabet og de voxne Mænd, som tog ham op iblandt sig, og nu tilslut Faderens Tale gjorde ham tryg og sikker; han saa sig selv blandt de bedste og første og sit Liv i Hæder og Glans.

Da han var gaaet, saa Carsten Løvdahl sig fornøiet omkring i Stuen. I Abrahams Øine havde han læst den Kjærlighed, den Beundring, han søgte, og han følte sig glad.

Endelig havde han seiret saa vidt: Sønnen skulde bringe, hvad Moderen havde nægtet ham; og dette formildede noget den pinlige Bitterhed ved hendes Minde. —

— Men Abraham skyndte sig opad Trappen; Uhrkjæden raslede saa smukt bare han rørte sig. Han glædede sig til at se, hvorledes hans smukke Værelse tog sig ud ved Aftenlys og til at trække op Uhret.

Men da han fik tændt Lysene, stod der en stor Buket af de smukkeste og sjeldneste Blomster paa hans Bord.

Abraham greb fornøiet Kortet, som stak i Blomsterne; men han slap det igjen, somom han havde brændt sig paa det. Hans Ansigt blev blussende rødt, og han vendte sig bort som i Skam.

Paa Kortet havde Fru Gottwald skrevet med en liden, usikker Damehaand: — Fra lille Marius.