„Nei — ikke altid —“ svarede Abraham uden at se op.
„Ikke altid — det er sandt,“ gjentog Provsten og lod sine Øine glide ud over Menigheden, for at glæde sig ved den Beundring, hans Yndling maatte vække.
Men Provsten studsede; der var aandeløst stille i Kirken, alle strakte Hals og saa paa Abraham; men det var ikke Beundring, det var snarere en ond, stikkende Nysgjerrighed.
Og med en Gang gik det op for Provsten, at der sad nu hele Menigheden og troede, at han examinerede Abraham om hans Moder.
Provsten saa i sin første Forskrækkelse hen paa Professoren, dernæst paa Abraham: de troede det ogsaa beggeto. Professor Løvdahl holdt sine Øine stivt hæftede paa Provsten, og Abraham var ligesom faldet sammen, han skjulte sit Ansigt i Lommetørklædet og saa ud somom han vilde krybe i Jorden.
Provsten Sparre blev saa forvirret og ulykkelig over sin Fadaise, at han gik aldeles fra Koncepterne. Der kunde ikke tænkes noget mere uligt ham, noget som kunde være fjernere fra hans Hensigt end at ville være ubehagelig og nærgaaende mod sin Yndling — tilogmed Professor Løvdahls Søn.
I sin Forvirring vidste han ikke andet Raad end at lægge sin Haand paa Abrahams Skulder og begynde en Lovtale over ham: „Det har været mig en Fornøielse — ja ret en Hjertens Glæde,“ sagde han med Varme, „at forberede dig — min kjære Abraham Løvdahl til denne Dags hellige Handling. Sjeldent har jeg truffet en Yngling, saa vel begavet med Hovedets, saa skjønt udrustet med Sjælens og Hjertets bedste Egenskaber. Idet du nu indtræder som voxent Medlem af Menigheden, haaber og forventer jeg sikkert, at du vil blive os ældre til Glæde og Opbyggelse og for de unge et godt og følgeværdigt Exempel.“
Dette var noget aldeles uhørt: Kapellanen — Pastor Martens vrinskede lidt bag det grønne Gardin i Præstestolen, og hele Menigheden blev opmærksom. Men alle de Øine, som rettedes mod Abraham, vare dog mildere efter dette. Det gjorde dem alle godt at høre af Provstens Mund, at der kunde være Haab om at redde denne Søn af en fortabt Moder.
Selv vidste han ikke, hvor han skulde gjøre af sig; skulde han roses fremfor de andre? — dette kunde aldrig gaa godt.
Provsten Sparre tørrede sin Pande og gik videre nedover mellem Rækkerne. Hans første Uheld gjorde ham dobbelt agtpaagiven, og Katekisationen gik mere glimrende end nogensinde.
Kapellanen strakte sig fremover og hørte i stigende Forbauselse
