forraadte Komedien, som de alle spillede med hverandre; — eller nævnte ham, han, som stod øverst — færdig til at lyve?
Var han da den eneste Løgner, den eneste Hykler blandt lutter Oprigtige?
Han tænkte baade paa den ene og den anden i Gutterækken og paa mange andre; den værste kunde han ikke være; men alligevel var han i det pinligste Oprør og sansede ingenting af Salmerne, han sang med.
Men nu nærmede Provsten Sparre sig langsomt fra Koret, for at begynde Katekisationen. Hans Ansigt var alvorligt og tankefuldt, medens han gaaende endnu kastede et Blik i sin Alterbog, mellem hvis Blade der var fastklæbet nogle Ark med Navne og Tal.
Det var heller ingen let Sag at føre Overhøringen saaledes, at hver fik sit Spørgsmaal, uden at nogen i Menigheden eller Kapellanen i Præstestolen mærkede altfor store Sprang.
Men da han stod foran Abraham, opklaredes hans Aasyn; her behøvede han ialfald ikke at være bange for at spørge om hvadsomhelst, og han valgte derfor, hvad der først faldt ham ind.
„Paa hvilken Person i Gud tror du — min kjære Abraham Løvdahl? ifølge den anden Artikel?“
„Paa Sønnen — vor Herre Jesum Kristum,“ svarede Abraham fast.
Da Provsten nærmede sig, rystede han over hele Legemet, men saasnart det første Spørgsmaal kom, rettede han sig strax iveiret. Den daglige Øvelse i at blive examineret betog Situationen det høitidelige, som et Øieblik nær havde overvældet ham. Fra nu af svarede han klart og sikkert med Øinene fæstede paa Provsten.
„Ligger der høilig Magt paa at kjende Kristum?“
„Ja, der er slet ikke Frelse i nogen anden; thi der er hellerikke et andet Navn under Himmelen givet iblandt Menneskene, ved hvilket det bør os at vorde frelste.“
„Har Kristus ikke igjenløst alle Mennesker?“
„Jo — han gav sig selv til en Igjenløsningsbetaling for alle.“
„Men blive da ikke mange fordømte?“
„Jo visselig —“ svarede Abraham svagt, og hans Øine gled nedad Provsten Sparres lange Samarie.
„Men hvad er da Aarsagen til deres Fordømmelse?“
„Deres egen Ubodfærdighed og Vantro.“
„Meget rigtigt — min Ven! — det er deres egen Ubodfærdighed og Vantro,“ sagde Provsten tilfreds: han vilde nu forlade Lærebogen og foretage en af sine theologiske Exkursioner, for ret at glimre med sin bedste Konfirmand: „fremtræder et Menneskes Vantro altid i onde og ugudelige Handlinger?“
