Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/277

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Abraham fandt sin vante Plads; men da han løftede sine Øine og saa, at Fru Bentzen sad ved Siden af ham foran Terrinen og øste Kjødsuppe for, da brast han pludselig i høi Graad og maatte fra Bordet.

Og da først løstes Sorgen i ham og væltede over ham som et Hav, — den største og bitreste Sorg, som der ikke er Trøst for i saa ungt Hjerte; — den heftige Barnesorg, om hvilken de Voxne tror, at den saa hurtigt forvindes, fordi der saa snart gror saa meget over.

Men med en livagtig Bitterhed som ingen anden lægger denne Sorg sig dybt i Grunden, og alt, hvad der siden kan voxe i et Hjerte, det gror op af denne hellige Sorg.

Livet og Tiden kan efterhaanden bøie og forandre; men et fælles Mærke, et fælles Smertens Sted vil der altid forblive for dem, der netop havde faaet Evnen til at forstaa og lide, for strax at skulle begynde med det allertungeste Tab — det eneste, som aldrig kan erstattes.

XIII.

Vinteren gik stille for Abraham; han sørgede og savnede tungt i Førstningen og sad mangen Aften og græd i Ovnskrogen i den tomme Stue.

Men Faderen tog sig paa alle Maader af ham, talte og spaserede med ham og lod ham invitere Broch og andre Venner til sig saa ofte, han havde Lyst.

Alle Mennesker tog sig forresten af ham; hele Byen strømmede over af Medlidenhed med den stakkels moderløse; skjønt jo de fleste mente i sit stille Sind og i fortrolige Stunder, at en Moder som Fru Wenche var det kanske bedre at undvære.

Hendes pludselige Død blev et rystende Exempel for Menigheden; og mange, som længe ikke havde været i Kirken, mødte nu frem, for at høre Præsterne prædike om de ubodfærdige som indhentedes af Døden midt i deres Synder og Gjenstridighed.

Professor Løvdahl sad i sin Stol og hørte paa dette med sit smukke, sørgmodige Udtryk og foldede Hænder. Abraham sad der ogsaa og dukkede sig for alle de Øine, som søgte hen til ham. Han vidste ikke, hvad han skulde tænke om sin Moder.

Men et Indtryk, som oftere kom igjen, var den Tanke, at nu kom hun altsaa ikke ind til ham om Morgenen paa Konfirmationsdagen, for at tage ham i Forhør.