I Stuerne opdagede han Fru Bentzen og flere Damer, han kjendte; de var alle sortklædte, og udover Borde og Stole laa meget hvidt Tøi; overalt lugtede der af Moskus.
Han sansede ingenting klart, før han stod ved sin Moders Seng.
Der laa hun, nu saa han det.
„Mor“ — sagde han ganske sagte; — „Mor!“ — raabte han igjen lidt høiere.
Da var det, somom det vilde kvæle ham; — han forstod med ét den ubønhørlige Død, og han kunde ikke græde.
Faderen kom stille ind, talte venligt med ham: „vi to Abraham! faar holde sammen; hun har udstridt; se, hvor fredeligt hun ligger.“
Derpaa førte han ham lempeligt ud af Soveværelset.
Der var en kjærlig Stemning og en stille, dæmpet Travlhed i Huset; de hvide Gardiner skulde hænges for Vinduerne jo før jo heller, og Huset var stort med mange Vinduer til to Gader.
Kun i Professorens Kontor maatte ingen komme. Derind tyede Abraham.
Faderen sad og skrev Telegrammer, stansede af og til og sukkede, Abraham stod og saa ud i Gaarden, hvor Høstregnen silede ned jævnt og ørkesløst.
Professoren blev forstyrret af en bleg, blid Mand, som Abraham vidste var Bedemanden; og imens de snakkede, listede han sig ind i Sovekammeret igjen.
Der sad han og stirrede paa Moderen, græd næsten ikke, bare stirrede som lamslaaet paa de kjendte Træk, som han ikke kunde faa til at røre sig. Mon ikke alligevel de andre kunde tage feil? — tænk om hun nu vendte sig til ham og sagde: „Abbemand! jeg er ikke død.“
Faderen kom atter og fandt ham her; talte lidt med ham; men førte ham derpaa lempeligt ud af Kammeret.
Professoren hviskede i Forbigaaende et Par Ord til Politimesterens smukke, lille Frue; og lidt efter bad hun — det skulde lyde saa tilfældigt; man Abraham forsod godt —:
„Aa — vil du ikke komme hen og holde paa Trappen — Abraham! og række mig Knappenaalene efterhvert?“
Hun stod oppe paa Kjøkkentrappen og hæftede Gardiner op.
Abraham gik hen og hjalp; Damerne kappedes om at beskjæftige ham og udtømte sig i Lovtaler over, hvor han var flink og behændig. Og saaledes gik Dagen til Middagstid.
Da forstod Abraham ogsaa Kogekonen. Thi et langt Bord var dækket i Storstuen; alle de hjælpsomme Damer skulde spise der.
