han tegnede Aktier i Fabriken „Fortuna“, gik ind i Direktionen og indbød Mordtmann med sit forbindtligste Smil.
Men han mærkede snart selv, at det gik ikke med den gamle Lethed. Det blev ham med hver Dag vanskeligere at beherske sig; intet undgik hans Øie, han vidste alt, og forstod alt; han saa Forholdet knyttes, voxe og voxe — længe før og langt klarere end Fru Wenche selv saa det.
Og det kogte op i ham; det var umuligt at spille Komedie længer, men hans Hus truede med at styrte sammen for Alvor; den gamle Methode kunde ikke hjælpe; han maatte gribe ind — enten mod den ene eller hos den anden.
Han stødte sin Stok mod Trappen hin Aften, da Mordtmann kom ud med hele den lidenskabelige Scene skrevet i sit Ansigt, saa at Professoren læste den i et Secund, — han stødte sin Stok mod Trappen, men følte i samme Øieblik, at det var sidste Gang, han formaaede det.
I et Par Dage var han gaaet saaledes; men idag kom han hjem, for at sige det altsammen til sin Kone — altsammen, saaledes som det havde sig fra den første Dag til idag. Han tænkte ikke længer paa Ydmygelsen; han vilde beklage sig, — det havde han Ret til; han vilde kalde hende tilbage til den Pligt, hun som den retskafne Kvinde ikke kunde nægte eller undslaa sig for.
Men saa var det det uheldige — denne Nyhed, hun mødte ham med —, saa ubehagelig, saa lidet anet. Og da mistede han den Besindighed, han med saa megen Møie havde holdt paa; han var ganske ude af sig selv, da han slyngede hende den sidste Fornærmelse i Ansigtet.
Han vilde sagt hende, — han kom for at sige hende, at han ikke troede hende længer, at han var begyndt at tvivle; han vilde advare hende, bede og han vilde tale haardt til hende, alt eftersom Samtalen førte dem.
Men det var langt fra ham at ville paa den Maade fornærme hende. At hendes Hjerte kunde bøies fra ham, — det vidste han, og det var jo hans Skræk; men det vidste han ogsaa, at var det skeet og Valget bevidst truffet, saa vilde hun strax af sig selv komme til ham og fortælle det. Utro — paa nogen anden Maade —, det vilde han aldrig tro for Alvor om hende.
Og allermindst i dette Øieblik troede han det, som han sad hensunken i sine tunge Tanker og stirrede paa hende.
Hun laa saa ren og stille, saa overlegent i sin fuldførte Beslutning.
