— stille, indædt skinsyg. Men ligesom hans Forfængelighed aldrig viste sig i noget, som kunde have den fjerneste Lighed med Praleri, saaledes stak hans Skinsyge aldrig Hovedet frem i Heftighed og Overilelse.
Han mindedes bestandig et Ord fra sin Ungdomslæsning: en skinsyg Mand er altid latterlig, men allermest, naar han kommer løbende med en Dolk.
At blive latterlig var for Carsten Løvdahl Yderpunktet af menneskelig Jammerlighed; og derfor havde han en Gang for alle givet sig selv det Løfte: aldrig at komme løbende med Dolken.
Det vilde hellerikke ligne ham; og hvor dybt han end kunde føle sig saaret, og hvor snar han end var til at opfatte den mindste Krænkelse eller Tilsidesættelse, saa kom der aldrig en Skygge over ham, som nogen kunde bemærket.
Derfor havde han, ligefra de blev gift, valgt den Methode at lade, somom han ingenting saa eller forstod; elskværdig og imødekommende mod de unge Mænd, som efterhaanden nærmede sig hans Kone, og i sin Omtale af dem fuld af Lovtaler, saa at hun selv næsten blev kjed deraf.
Samtidig holdt han sig selv lidt i Baggrunden; lod alt det kavalermæssige ved sin Person komme rigtig frem; gik tilside eller var ved Haanden saa diskret og trofast, at den unge Frue, hvis fulde Kjærlighed han dog ikke besad, alligevel valgte at vende tilbage til ham, naar et Forhold begyndte at forurolige hende. Tilslut var han dog den, hun kunde have mest Tillid til.
Men hver Gang han havde overstaaet en saadan Krise, forstod Carsten Løvdahl, at det blev vanskeligere næste Gang. Dette var ogsaa en af Grundene, hvorfor han havde forladt Hovedstaden. Her i den mindre By gik det bedre.
Vistnok gjorde Overlærer Abel sine stilfærdige Haneben, og det ærgrede Professoren; men i Virkeligheden var det dog saa uskyldigt.
Det syntes, somom han endelig skulde faa Fred for sin Orm; — men saa kom Mordtmann!
Ligefra hin ulyksalige Middag, som Professoren havde givet, fordi han fandt, det var hans Pligt, og fordi Fru Wenche hidtil saa utvetydigt havde vist Mordtmann Ligegyldighed, — ligefra det Blik, hvormed hun takkede den unge Fremmede for Hjælpen i den store Samtale om Skolen, — fra dette Øieblik vidste ogsaa Carsten Løvdahl, hvorledes det vilde gaa, — det vil sige: han havde ingen Anelse om, at det vilde ende saaledes.
Men han forudsaa en ny Prøvelse, og fremtog sin gamle Methode:
