Men han var altfor optaget af det, som var hændt med Fru
Wenche. Han skyndte sig lige hjem og laasede sig inde, forat være
alene og uforstyrret med sin Lykke.
Han kastede sig i Lænestolen, sprang op igjen og gik heftig op og ned, søgte frem det Portrait, han havde af hende, talte til det og talte med sig selv, — lykkelig uden nogen Sky og stolt over at være ved Maalet.
Men eftersom hans Blod kom noget til Ro, greb han sig flere Gange i at tænke paa Professoren. Det var igrunden et besynderligt Ansigt, han havde sat op; det begyndte at forurolige Mordtmann.
Han kom til at tænke paa, hvor aldeles vanvittigt uforsigtigt de havde baaret sig ad. Bare et Par Minutter senere — og Professoren vilde overrasket dem i et Sindsoprør, som vilde været umuligt at skjule.
Det maatte ordnes ganske anderledes — dette Forhold, hvis det skulde gaa, og det gav hans Betragtninger en anden Retning.
Han tændte en Cigar og satte sig til at overveie. —
Provsten Sparre læste med Konfirmanderne i Haugianernes gamle Forsamlingshus; og skjønt der var en Mængde Gutter, blev det dog en liden Flok i den store, lave, graamalte Sal med Vinduer til tre Sider.
Konfirmanderne vare placerede saaledes, at der var en tydelig Adskillelse mellem dem.
Paa en lang Bænk midt foran Kathederet sad Almueskolens, — yderst udpaa Hjørnerne Fattigbørn fra west end og de andre Udkanter.
Men paa Præstens høire Haand lige ind under Kathederet paa kortere Bænke, som stod ud fra Væggen, — der sad velklædte Gutter fra de andre Skoler, Latinskolen paa første Bænk, og Abraham øverst helt oppe ved Præsten.
Provsten Sparre havde altid en Mængde Konflrmander; thi han havde Ord blandt Folk for at være meget lettere „at slippe frem for“ end de andre Præster i Byen.
Rent umulige Dumrianer, som forgjæves havde prøvet flere Gange, de blev uden Vanskelighed konfirmerede af Provsten. Og man skulde sandelig ikke sige, at det var, fordi han saa gjennem Fingre med deres Kristendomskundskab. Man skulde bare høre
