Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/252

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

disse Dumrianer paa Kirkegulvet under Katekisationen, — de svarede som Peberkværne og det mange Gange paa de allersværeste Spørgsmaal i hele Pontoppidan.

Herfor blev Provsten Sparre høilig beundret; — mere end han fortjente — oprigtigt talt; thi der var en liden Hemmelighed med i Spillet.

Provsten Sparre vidste nemlig ligesaa godt som enhver anden Præst eller Lærer, at af Almuebørnene var der ikke en eneste Gut eller Pige, som forstod et eneste Guds skabende Gran af det, som stod i Pontoppidans Forklaring. Det var derfor fuldstændigt vilkaarligt, hvad der i de mindre gode Hoveder blev hængende som lært og bevaret udenad.

Medens derfor de flinkeste blandt dem kunde svare paa ethvert Spørgsmaal i hele Bogen, naar han bare passede paa at spørge aldeles ordret, saaledes som Spørgsmaalet lød, — saa var der en hel Del andre, hos hvem der kun fandtes enkelte Partier dyrket Grund, mens Resten var en Ormegaard af Spørgsmaalstegn.

Nu havde Provsten Sparre den Maade, at han speidede efter de smaa dyrkede Pletter i disse Hjerner; og naar han mærkede, at der sad nogle Ord ganske fastspigrede i et af de daarligste Hoveder, saa noterede han det i en liden Noticebog.

Paa den store Dag, naar han da skulde overhøre Konfirmanderne i Kirken foran Menigheden, var det vidunderligt at høre, hvorledes han kunde springe fra Emne til Emne, kaste Spørgsmaalene hid og did og bestandig træffe Konfirmanden forberedt og vel forberedt.

Denne Provsten Sparres Hemmelighed var han selv meget ængstelig for. I den lille Noticebog stod der bare Tal, der for den uindviede kunde se ud som Karakterer, han gav Børnene under Læsningen. Men han var kun ængstelig, forsaavidt som han fuldtvel indsaa, hvor let hans Fremgangsmaade kunde misforstaaes og mistydes.

Overfor sin egen Samvittighed derimod var han fuldstændig rolig.

Thi naar nu Aandens Gaver ere saa ulige fordelte, og naar nu Pontoppidan kanske ikke falder alle saa let at lære og forstaa, saa vilde det jo være storlig Uret at forholde et ungt Menneske, som derom beder, Adgang til Menigheden og Naademidlerne, fordi om han ikke besad Evnen til at lære udenad.

Konfirmeres maatte de jo; der kom sandelig aldrig andet end Fortræd og Misnøie i Menigheden af at nægte Børnene Adgang til Konfirmation; hvorfor da skabe sig Vanskeligheder ved ubillig Strenghed i Fordringerne? — Guds Rige hører de Enfoldige til.