kunne beholde ham i Ro paa den behagelige, frie Maade uden denne stadige Ængstelse for, at han skulde gaa over Stregen.
Hun kom hjem i det ypperligste Humør; paa lang Tid havde hun ikke følt sig saa glad og ung og let; — hendes Samvittighed var ogsaa lettet, fordi hun havde sagt ham ren Besked; saa var den Sag iorden!
Hun satte sig til at spille, mens hun ventede paa Professoren og Abraham; men hun reiste sig igjen og ordnede sit Haar foran Speilet. Hun sang saa smaat. —
— Imidlertid havde Abraham siddet indeklemt blandt sine Kammerater og Professoren ved Siden af Byfogden. Skolens store Festsal var pakkende fuld af Børn og Voxne, en ulidelig Varme og blandede Dunster.
Den utrættelige Rektor stod paa Kathederet og uddelte Karaktersedlerne, raabende hver Gut op i den Orden, hvori han var omflyttet.
Først kom nogle foreløbige Ord til Dimittenderne, som skulde afgaa til Universitetet; derpaa begyndte øverste Parti af 4de Latinklasse, og saa kom nederste, de, som vare opflyttede til 3die Latin.
„Hans Egede Borch!“ — raabte Rektor, det var Duxen; men den næste blev Abraham Knorr Løvdahl.
Abraham fór iveiret; han havde ikke drømt om at blive Nummer 2, skjønt han havde været heldig til Examen. Det varede en Stund, inden han kunde komme frem fra Bænken. Professoren fulgte ham med Øinene, for at nikke til ham; men Abraham saa ikke op.
Rektoren rakte ham Karakter-seddelen med de Ord: „Du har været flittig — Abraham! og det er derfor gaaet dig godt til Examen; maatte vi — dine Lærere ogsaa i andre Henseender blive tilfredse, — mere tilfredse med dig i det kommende Skoleaar.“
Al Abrahams Glæde var forbi; han famlede sig tilbage til sin Plads; og det forekom ham, somom der blev ganske koldt og dødsstille i Salen af alle de kolde Øine, som mødtes paa hans syndige Hoved.
Professor Løvdahl rømmede sig lidt skarpt; nu kunde det snart være nok; han syntes ikke netop om, at hans Søn saaledes blev mærket offentlig.
Videre gik Oplæsningen af Karaktererne; Fædre og Mødre lyttede spændt, indtil det kom — det Navn, de ventede paa. Da oplivedes deres Ansigter det Øieblik, mens den kjære Søn var fremme for Kathederet; men efterpaa sank alle hen i Ligegyldighed — varme — ubehagelige —; bare det vilde faa Ende, saa Rektor kunde komme til at holde sin Tale.
