„Spild ikke Deres Ord, men drik Deres Vin.“
„For Kjærlighed er Vin kun daarlig Medicin — Fru Wenche!“
„Bah“ — svarede hun og undveg hans Øine,“ idet hun igjen satte sin Hat tilrette.
„De vil gaa? — De er vred paa mig?“
„Nei, det er jeg ikke, men jeg er bange, jeg bliver det snart.“
„Men hvorfor? — forbyde mig kan De dog ikke, — at jeg holder af Dem. —“
„Hr. Mordtmann! det er stygt af Dem, og det er saa dumt af Dem, at De har forspildt vort Venskab! lad mig komme ud.“
„Jeg har intet sagt, som De ikke vidste før,“ svarede han ærbødig og nedslagen, idet han aabnede Døren for hende; „maa jeg følge Dem indover til Byen?“
„Nei!“ svarede Fru Wenche og gik forbi ham; men i sin Iver for at se bister ud og komme fort afsted, stødte hun mod de Maskindele, som stod i Gangen; der blev en Skraben, somom noget truede med at rave overende; og pludseligt greb han hende om Livet og rev hende ind i Stuen igjen; idetsamme faldt et tungt Stempel — eller hvad det var — indover Dørtærskelen.
„Undskyld!“ sagde han roligt og løftede den tunge Tingest op mod Væggen igjen; „det er igrunden for galt, at disse Ting staar her; tag Dem nu iagt — Frue! og hold Dem nær Væggen.“
„Men Herregud!“ raabte Fru Wenche, som endnu var ganske forskrækket og meget imponeret ved den Ro, hvormed han tog det! „jeg kunde jo været dræbt paa Stedet! — det var et farligt Hus!“
„Og et høist ulykkeligt Besøg,“ tilføiede han med et Buk, da Fruen gik ud af Gadedøren.
Hun blev staaende ude paa Stentrappen og trak sine Handsker paa.
„Nu — hvorledes bliver det?“ — spurgte hun uden at vende sig; „gaar De med til Byen eller ikke?“
„De sagde jo selv —“
„Ja — men siden den Tid har De reddet mit Liv,“ sagde hun leende; „og desuden: naturligvis ikke et Ord mere om det!“
Han lovede alt og løb efter sin Hat.
Til Fru Wenches Overraskelse holdt han ogsaa Ord; han talte muntert og ligefrem uden Spor af Forsøg paa at understrege noget; ikke engang i hans Øine, da de skiltes, var der noget, som kunde være hende pinligt.
Fru Wenche var meget tilfreds med sig selv; nu havde hun en Gang for alle vist ham tilrette. Og hun var tilfreds med ham ogsaa. Han havde forstaaet, det nyttede ikke noget; og saa vilde hun
