lade mangt et Ord og mangt et Øiekast passere for mindre end det virkelig var.
Hun syntes altfor godt om ham og satte altfor megen Pris paa hans Selskab til at ville forstaa denne Kur, han gjorde til hende. Havde hun nu ikke i mange Aar havt Overlærer Abel sukkendes omkring sig; og han havde saamænd aldrig generet hende det mindste.
Mordtmann var jo ganske vist noget helt andet end Abel; men alligevel! — hun var Skam ikke ræd — hverken for, hvad hun selv gjorde, eller for, hvad de andre sagde.
Hellerikke for sin Mands Vedkommende nærede hun nogen Betænkelighed; han havde aldrig vist Spor af Skinsyge. Ligefra de blev gifte, havde Carsten Løvdahl været Elskværdigheden selv mod de unge Mandfolk, som efterhaanden nærmede sig — tiltrukne ved hendes Skjønhed og Livlighed.
En enkelt Gang havde endog Fru Wenche fundet, at han gik vel vidt i sin Liberalitet; men bagefter maatte hun bestandig indrømme, at hans kloge og besindige Opførsel bragte meget til at jævne sig, som ellers kunde blevet broget nok.
Selv var hun aldrig bleven alvorligt forstyrret — kanske meget derfor, at det gik saa stille og tvangfrit. Og det uagtet hun ikke havde været længe gift med Carsten Løvdahl, inden hun mærkede, hvor lidet de samstemmede i meget.
Han var saa forsigtig, saa irriterende korrekt, at hun ofte syntes, han var baade feig og upaalidelig. Men Samtidigt var der noget fint og chevaleresk i hans Karakter, som bestandig havde holdt ham oppe i hendes Øine. Og om hun end ikke satte ham saa særdeles høit, og om han end ikke var hende saa meget, saa var der dog paa den anden Side aldrig kommet saa stor Tomhed i hende, at hun helt vendte sig fra ham.
Og nu var hun jo gammel! — en halvvoxen Søn; erfaren og sat var hun; hvorfor skulde hun gjøre sig Skrupler? — var det ikke snarere lidt latterligt af hende, at hun endnu indbildte sig at være saa farlig?
Altsaa lod hun Folk snakke, — og det gjorde de, — og overlod sig uden Betænkelighed til den behagelige Fornemmelse at have til daglig Ven en smuk, en dannet og en fordomsfri Mand, som med Beundring hørte paa alt det, hendes Mand pleiede at kalde overspændte Ideer.
Men derved stjal hun — uden at vide det fra Abraham. Hun mærkede det endmindre nu, da det faldt sammen med den Forandring, som var foregaaet med Gutten. Han havde ikke længer
