blandt de store. Kun i Embedskredsene og i nogle gamle stokreaktionære Huse beholdt man en dyb Afsky for ham; og der blev ogsaa Professor Løvdahl beklaget, fordi hans Kone trak det Slags Personer til Huset.
Men Mordtmann brød sig ikke om det; han kjendte sig sund og glad, naar han tidligt om Morgenen i de smukke Sommermaaneder gik til sin Fabrik, — et lidet Stykke udenfor Bygrænsen. Arbeiderne vare ikke som de engelske, der kun tænkte paa Arbeidet. Herhjemme tog de Huen helt af og sagde Godmorgen og gav sig god Tid til en liden Sladder, hvis han vilde.
Der var ogsaa noget stolt i at se alt dette voxe op og ordne sig efter hans Plan; de mange, besynderlige Bygninger, der af Byen betragtedes som Vidundere af hans Sindrighed; hele dette storartede Anlæg, med ubegrænset Overkommando og Overflod paa Penge var nok noget, en ung, virkelysten Mand kunde være glad ved at have mellem Hænderne.
Og dog var det noget helt andet, som lidt efter lidt blev ham kjærere end alt; det var Besøgene hos Fru Wenche.
Han havde ikke gjort mange Damebekjendtskaber i Byen; hans Forretning havde fra først af bare bragt ham i Berøring med Mænd; og nu da han virkelig havde faaet saa meget at varetage, at hans Dag var fuldt optaget, fandt han ikke Anledning eller Opfordring til at søge større Selskabelighed end Klubben og Professor Løvdahl.
Men desto stadigere var han i Professorens Hus. Det var engang for alle blevet sagt ham, at han var velkommen til enhver Tid; og Mordtmann havde al Grund til at formode, at det var oprigtigt ment af Professoren; han var bestandig elskværdig og forekommende.
Alligevel var det jo tydeligt, at det var Fruen, han besøgte, og hun mærkede det selv. Hver Dag mellem tolv og et ventede hun ham til et Glas Vin, som han drak, mens de passiarede muntert sammen en halv Times Tid.
Men naar det var Regn og stygt Veir, kom han bare hen til Ruden og viste hende sine tilsølede Støvler og sin vaade Trøie, og da blev det gjerne aftalt, at han skulde komme om Aftenen.
Fru Wenche havde sat sig paa det Punkt, at hun behandlede ham lidt moderligt, hvilket hun paa Grund af sin Stilling ikke havde saa vanskeligt for, skjønt der jo igrunden ikke var nogen Aldersforskjel at tale om.
Han ligte det ikke; men havde endnu ikke Mod til at forlange det anderledes; og hun holdt ham i en spøgefuld Tone, som kunde
