det var i Overensstemmelse med den Methode, han brugte overfor sin Kone.
Nu — efter Historien med Abraham var han ganske ovenpaa; og hvor meget det end harmede ham, ja rent ud bedrøvede ham — det, som var hændt med Gutten, saa kunde han dog ikke andet end tænke med en vis Tilfredsstillelse paa alle de spidse Ord, han nu kunde faa Brug for mod sin Kone.
I flere Aar var deres Ægteskab gaaet stille og tørt; hun snar til Heftighed, han altid rolig, beredt til at dække over hendes Uregelmæssigheder; efterhaanden foragtede hun ham en Smule, medens han, som strax følte det, fortæredes af Ønsket om at overvinde hende og tvinge hende til at se med hans Øine.
„Nu har vi Følgerne af din Methode,“ begyndte han derfor, da han med Brevet i Haanden traadte ind i Dagligstuen; „jeg har altid sagt, du fordærvede Gutten med dine overspændte Ideer, og nu er det kommet. Her er Brev fra Rektoren: Abraham har gjort Oprør i Skolen.“
„Men — Carsten! hvad er det, du siger?“
„Han har sat sig op imod sine Lærere, truet med knyttet Næve og kaldt Adjunkt Aalbom for en Djævel.“
„Naa Gudskelov! — ikke værre!“ sagde Fru Wenehe lettet.
„Ikke værre? — ikke værre! — ja det ligner dig! du kan snart ikke sympathisere med andet end Oprør og Opsætsighed mod alt og alle. Men nu vil jeg sige dig en Ting — min høistærede Frue! — nu er det forbi med min Taalmodighed. Gutten er ogsaa min, og jeg vil ikke have en radikal Fusentast af ham, der bliver liggende som et Udskud i Samfundet til Skam og Sorg for sin Familie. Nu har jeg længe nok seet dig fylde ham med dine gale Ideer, og nu har det baaret sin Frugt; men nu faar du ogsaa undskylde, at jeg som Fader tager Magten, for at redde, hvad endnu reddes kan. Er han hjemme?“
„Jeg har ikke seet ham.“
Fru Wenche var ikke rigtig sikker paa, hvorledes hun skulde møde denne usædvanlige Heftighed hos sin Mand; hun vidste jo hellerikke fuld Besked om, hvad det var, Abraham havde gjort; og hun vilde ikke spørge, saalænge hendes Mand behandlede hende saaledes.
Men da Abraham endelig træt og sulten kom hjem og sneg sig ind i Dagligstuen bleg og nedslagen, sagde hun til ham: „Men Abraham! hvad er det, vi hører om dig? hvad har du gjort?“
