Men den anden saa tilsiden og svarede ikke; han kom til at tænke
paa den sidste Samtale i Professorens Middagsselskab.
Derfor gik han hellerikke hjem til Løvdahls, som han oprindelig havde tænkt; men han skrev et meget alvorligt Brev til Professoren, forklarede Sagen og udtalte som sin Overbevisning baade som Pædagog og som mangeaarig Ven af Huset, at kun ved at vise den største Strenghed og ved at tage dette med al mulig Alvor kunde man endnu kvæle de onde Spirer, som desværre var kommet for Dagen i deres kjære Abrahams Karakter.
Professor Løvdahl fik dette Brev i sin Konsultationstime fra l2 til l; og han blev saa altereret, at han strax sendte de Patienter bort, som kunde vente til imorgen, og skyndte sig at fare over de andre.
Det var aldrig faldet ham ind, at hans Søn kunde opføre sig saaledes. Selv var han kommen gjennem Livet velopdragen og korrekt. Ydmyget sig havde han egentlig aldrig, det kunde ingen sige; han havde tværtimod vidst at holde sig Folk fra Livet. Men aldrig havde han stødt an mod nogen overordnet; aldrig var der i hans Sjæl opstaaet noget, som kunde ligne Oprør.
Han kunde i Begyndelsen ligefrem ikke begribe, hvad der gik af Abraham; og til og med var det jo i en Sag, som ikke vedkom ham. Om Læreren kanske havde været lidt hidsig mod Gottwald, var der derfor nogen Mening i at fare saaledes op og risikere de største Ubehageligheder for en andens Skyld?
Men det var dette taabelige Guttevenskab, disse overspændte Ideer om Mod og Trofasthed, hvis Kilde Professoren kun altfor godt kjendte.
Allerede længe havde han forudseet en afgjørende Kamp med sin Kone om Sønnen. Han havde bestandig bøiet af og udsat det; thi han hadede Strid og Ufred i Huset.
Men meget syntes ham nu at tyde paa, at Afgjørelsen nærmede sig. Den Samtale, som hin Selskabsaften var ført i hans Kones Værelse, var bleven omtalt og saa kommenteret, at den allerede udgjorde et vigtigt Led i Byens indre Historie, og meget havde Professoren døiet hos Venner og Veninder, fordi hans Hus kunde give Plads for noget, der nærmede sig saa stærkt til Skandale.
Desuden var der et stille Uvenskab mellem ham og Fruen fra igaar, da de talte om Aktierne i Fabriken.
Professoren var gaaet lige i Handelsforeningen, hvor den tomme Liste længe havde ligget som et Spøgelse, og tegnet l0 Aktier à 500 Spd. Bagefter fandt han endog selv, at det var meget; men
