Gjerning har vi saa dette Spilfægteri med et Ephorat, som bestaar i at sidde paa en høirygget Stol ved Siden af Byfogden. Og det passer — ja hvor passer det ikke til det hele Stel hos os! Ansvaret trilles saa længe op og ned mellem store Ord og klingende Titler, indtil det ikke er muligt at finde det igjen med Lys og Lygte. Men selve Ansvarsløsheden bygger sig en tryg Pyramide, der løber ud i en Spids, som er i den Grad ansvarsløs, at den er hellig!“
„Koldt Vand i Blodet — bedste Frue!“ raabte Prokurator Kahrs; de lo endnu — det var jo bare en Dame. Men saadanne Ord burde alligevel ikke falde i en saa høitstillet Mands Hus.
Fru Wenche tænkte slet ikke paa det; hun var vant til at tale frit i sin Stue; og hendes Mand havde aldrig drevet det videre end til at formilde og glatte over — det bedste han kunde.
Michal Mordtmann havde hørt en Stund paa Fruens Tale, og efterhvert fik han en ubetvingelig Lyst til at være med. Sær og modfalden som han var, fordi Kjøbmanden i ham havde lidt Nederlag, følte han en Trang til at slippe Maalmanden løs — den gamle Frihedsmand, og for en Stund kaste den engelske Tvang; selve Affairen var vist forspildt alligevel.
Han traadte lidt nærmere og begyndte i sit smukke, afslebne Sprog og med en Ro, som var i høi Grad irriterende for de andre — især for Adjunkt Aalbom:
„Ogsaa mig har det bestandigt forekommet som noget galt — ja, igrunden oprørende dette, at netop Skolen og alt, hvad dertil hører, skal være som en lukket Arena, hvor kun den mest udsøgte Lærdom og Sagkundskab faar Lov til al tumle sig; medens der ikke er levnet Fædrene og Mødrene, som dog leveret de dyreste Indsatser i dette Spil, dem er der ikke levnet andet end en beskeden Tilskuerplads udenfor, fra hvilken det er dem tilladt at iagttage det filologiske Støv, som ophvirvles under Kampen.“
„Bravo — Bravo!“ raabte Fru Wenche henrykt og rakte ham begge sine Hænder; „hvem skulde ventet det af Dem? — Hr. Mordtmann! jeg troede oprigtig talt, — nuvel! — det kan være det samme, hvad jeg troede; det glæder mig, at jeg tog feil. Men kom herhen; vi to maa slutte os sammen; de ser, Fienden staar tæt omkring os.“
I Virkeligheden var der kommet en hel Del Herrer ind, saa at der ikke blot var en Gruppe omkring Fru Wenche! men der blev efterhaanden næsten fuldt i Stuen; og flere af de mindre Kjøbmænd — Folk, som ikke var vant til at komme i store Selskaber, listede sig ind og tog Plads langs Væggene. Den ivrige Samtale
