interesserede dem langt mere end Kortspil, hvilket for mange af dem var en ren Vederstyggelighed at se paa.
„Men naar De nu ikke er tilfreds med den Maade, hvorpaa Tingene for Tiden ere ordnede;“ Prokurator Kahrs henvendte sig udelukkende til Fruen uden at ænse Mordtmann, men alligevel i en formellere Tone end før; det blev jo ganske anderledes nu, naar en Mand — en akademisk dannet Mand vilde være med paa saadanne yderliggaaende Anskuelser; „naar De er saa misfomøiet — Frue! for Exempel med det stakkels Ephorat, vil De saa ikke forklare os den praktiske Maade, hvorpaa De havde tænkt Dem at gjøre Forældrene delagtige i Skolearbeidet?“
„Jo — med Fornøielse,“ svarede Fru Wenehe freidigt; „først vilde jeg, at alle Fædre og Mødre, hvis Børn gik i samme Skole, skulde holde et stort Møde, for at udvælge —“
„Undskyld Frue! at jeg afbryder Dem,“ sagde Mordtmann urolig; „men da De selv var saa venlig at foreslaa et Forbund mellem os, maa jeg som Deres Forbundne paa det bestemteste fraraade, at De giver praktiske Regler for Gjennemførelsen af vor Reform.“
„Og hvorfor maa Fruen ikke det? — hvis det maa være mig tilladt at spørge;“ Prokurator Kahrs vendte sig for første Gang lige imod Mordtmann.
„Fordi den, som ønsker en gjennemgribende Reform, skal vogte sig for at begynde med de praktiske Forslag. Thi blandt den store Mængde, som altid vil modsætte sig en hvilkensomhelst Reform, vil der nok findes en eller anden, som kan tage det praktiske Forslag og vrænge det om til Latter og Karikatur, og saa mener man at have bevist den hele Reforms Utidighed.“
„De siger: mener at have bevist,“ raabte Prokuratoren overlegen; „men jeg tillader mig ogsaa at formene, at en Reforms Utidighed er fuldkomment tilstrækkeligt bevist, naar dens praktiske Uigjennemførlighed er in confesso.“
„Ja naturligvis! Theorien kan være meget skjøn — hva! men hold Dem til Praxis! — til Praxis — unge Mand!“ Det var Blindtarmen, som endelig brød løs; han var som altid rasende opbragt, naar han hørte noget, der smagte af Opposition.
Michal Mordtmann betragtede Adjunktens ophidsede Ansigt med sin engelske Ro og vendte sig derpaa igjen til Prokuratoren:
„Ved Reformer af den Art, som der her er Tale om, er den praktiske Gjennemførelse det secundære og forholdsvis uvæsentlige; og den, som begynder med det, han begynder bagfra og spilder sit Arbeide. Men hvis De derimod formaar at gjøre den i Reformen liggende Tanke til Deres Tids almindelige Overbevisning — hvis det
