Morten stillede sin tvære Krop foran Forholdsreglerne og
gloede op.
„Nu lille Morten! — finder du ikke snart den Paragraf? eller vil du, at jeg skal hjælpe dig?“ spurgte Rektor og trak ham i Øret med den ene Haand, medens han pegte med den anden, „kan du se Paragraf fem! — læs den — høit og tydeligt!“
„Paragraf fem,“ begyndte Morten med grovt Mæle, „i Skoleværelserne maa Disciplene strax begive sig til sin Plads og aldrig foraarsage nogen Støi eller Uorden. Han forlader heller aldrig sin Plads uden efter udtrykkelig Tilladelse.“
„Naa — lille Morten! ser du nu, hvorledes Discipelen har at forholde sig i Klassen — hvad? synes du, der stod noget om at pakke Ovnen fuld — hvad? synes du det — hvad?“
For hvert Spørgsmaal trak han stærkere opover i Øret, indtil Morten stod paa Tæerne, for at følge med.
Hele Klassen lo, og Morten luskede paa Plads.
Imidlertid havde Duxen fordelt Stilebøgerne, efter at have kiget i alle, for at se Karakteren.
Marius havde faaet 4½, hvilket var lidt værre end sædvanligt, og det var igrunden en liden Skuffelse; han havde ligt Opgaven saa godt, fordi den var saa lang, at den næsten kunde blive til ¼ Side, naar man skrev den stort; og han havde altid saa vanskeligt for at faa sine Stile lange nok.
Opgaven lød saaledes: Sammenligning mellem Norge og Danmark med Hensyn til Landenes naturlige Beskaffenhed og Folkenes Karakter og Erhverv.
Rektor begyndte nedenfra: „Du skriver slette Stile — Marius! hvad er det nu for et Sammensurium, du har leveret idag! hør nu selv: Naar man sammenligner Norge med Danmark, saa ser man en stor Forskjel mellem disse Lande. Norge er et Bjergland, Danmark derimod et Sletteland. Norge har, da det er et Bjergland, Bjergværksdrift, hvilket Danmark ikke har, fordi der ikke findes Bjerge. Tillige har et Bjergland næsten altid Dale — ak ja! kjære lille Marius! det er saa sandt, saa sandt! men tror du, det er nødvendigt at fortælle os det? — det er saa umodent — saa sørgeligt umodent —“ gjentog Rektor bekymret og gik op og ned en Stund i Tanker. Marius forstod godt, at han tænkte paa Opflytningen til Sommeren.
„Men Gud forbarme sig — hvilken Varme —— pyh!“ raabte Rektor og gav Morten en Dask i Hovedet, da han gik forbi ham.
Derpaa tog han igjen fat paa Marius’s Stil: „Norge nyder et godt Forsvar i sine Fjelde; og skulde der udbryde Krig, saa er Kjølen
