Saaledes førte han de Titusindes Tog en liden Parasange hver
Dag, og alle de unge Mennesker, som i Aareres Løb havde fulgt
ham som Anfører, vare alle komne med den samme Regelmæssighed,
i de samme smaa Dagmarseher gjennem Xenophon, Homer,
Sofokles, Herodot og Plutarch; det gik alt paa den samme Maade
uden Forandring eller Omskiftelse; saavel i Vers som i Prosa var
der denne høivigtige Forskjel mellem imperfektum og aoristus; og
hændte det, at den, som oversatte, kom til at le af en morsom Anekdote
hos Herodot, da saa Pindsvinet forbauset op: det kunde han
ikke forstaa.
Derfor gik den graa Morgentime jævnt og fredeligt. De, som ikke ønskede at lade sig høre, havde eller havde havt ondt i Hovedet; og saa maatte Pindsvinet finde en anden, som var beredt til at tage sin Tørn og sad færdig med Oversættelsen paa den ene Side, Gloser og Anmærkninger paa den anden.
Klokken ni pillede Pindsvinet alle sine Sager sammen igjen og vandrede afsted til den næste Klasse.
Ogsaa Historietimen fra ni til ti gik fredeligt. Det var Adjunkt Borring med hans Fjærpenne; og da Klassen nu bestod af bare Latinere, — Tolleiv og Reinert vare tilsøs, andre vare forsvundne — saa hjalp man sig selv og hinanden med Fusk.
Forat Marius skulde kunne sin Historie, maatte han absolut „sættes paa“; men det passede ikke altid med Adjunktens Methode. Idag spurgte han for Exempel: „Hvad Tid vendte Lykken sig?“ — og derpaa tog han fat paa sine Fjærpenne; lidt efter sagde han: „nu! hvad Tid vendte Lykken sig?“ — blaaste i en Pen og skar videre.
Marius kunde hele Ramsen om Karl den l2te; men han vidste ikke, at Lykken vendte sig i l708. Abraham maatte hviske det nedover til ham.
Derved kom lille Marius til alt Held ind i Ramsen: „Men i Aaret l708 vendte Lykken sig,“ og saa gik det glat.
Nu havde endelig Morten Bagstræver faaet Ovnen rød, og der var saa varmt, at de maatte aabne alle Vinduerne i Frikvarteret.
„Hvem har lagt i Ovnen?“ spurgte Rektor ogsaa strax, da han kom i Klassen med Stilebøgerne under Armen.
Intet Svar; men da han spurgte igjen i en strængere Tone, svarede Duxen:
„Jeg tror, det var Morten Kruse.“
„Saa det var dig — Morten! saa du indlader dig paa sligt? Kom frem og find mig den Paragraf i Forholdsreglerne, hvor det staar, at Disciplene selv skulle varetage Skolens Opvarmning.“
