Da Formanden forstod Sammenhængen, vendte han sig mod Trofast, for at rose ham; men Trofast var alt gaaet hjem; det var ham altfor ubehageligt.
De samlede hende da op saaledes som hun var — vaad og ækel, og Formanden bestemte, at hun skulde følge paa den første Kulvogn, som gik indover Byen, saa kunde de holde ved Hospitalet, og saa kunde Professoren selv se, om hun var Reparationen værd. —
Omkring Klokken ti begyndte Grossererens Familie at samles til Frokostbordet. Thyra kom først. Hun ilede hen til Trofast, klappede og kyssede ham og overøste ham med kjærlige Ord.
Men Trofast rørte ikke sin Hale, løftede neppe Øinene; men vedblev at slikke sine Labber, der vare lidt sorte efter Kullene.
„Gud — søde Mor!“ raabte Frøken Thyra, „Trofast er bestemt syg, han har naturligvis forkjølet sig inat; det var ogsaa afskyeligt af Far.“
Men da Valdemar kom, erklærede han med Kjendermine, at Trofast var fornærmet.
De kastede sig nu alle tre over ham med Bønner og Undskyldninger og gode Ord; men Trofast saa koldt fra den ene til den anden; det var klart, at Valdemar havde Ret.
Thyra løb da ud efter Faderen, og Grossereren kom ind alvorlig, lidt høitidelig. De havde netop gjennem Telefonen fortalt ham fra Kontoret, hvor godt Trofast havde passet paa, og idet han nu knælede ned paa Kamintæppet foran Trofast, takkede han rørt for den store Tjeneste.
Dette formildede Trofast en Del.
Grossereren fortalte nu Familien fremdeles paa Knæ med Trofasts Pote i sin, hvorledes det var gaaet til inat. At Tyven var et forvorpent Fruentimmer — af de allerværste, som endogsaa — man tænke sig bare! havde drevet en temmelig betydelig Handel med de stjaalne Kul. Hun havde været saa udspekuleret at bestikke den unge Pladshund med et Stykke fint Brød; men det nyttede naturligvis ikke med Trofast.
„Og dette bringer mig til at tænke paa, hvor ofte en vis Person, som jeg ikke gider nævne, kom med saadanne Floskler som, at det var Skam, at et Dyr skulde vrage Brød, som mangt et Menneske vilde takke for. Ser vi ikke nu, hvad det var godt for? Netop ved denne — hm! ved denne Eiendommelighed blev Trofast istand til at aabenbare en afskyelig Forbrydelse, at bidrage til det Ondes retfærdige Straf og saaledes gavne baade os og Samfundet.“
„Men hør Far!“ raabte Frøken Thyra, „vil du ikke love mig en Ting?“
