Hale, Maven paa Jorden og slikkende Tunge, saa ender det med, at Herren tror, han er en prægtig Fyr, hvem al denne Hengivenhed bliver tildel medrette. Og idet han overfører sine Erfaringer fra Hunden paa sin Menneskeomgang, lægger han mindre Baand paa sig — ventende at møde svingende Haler og slikkende Tunger. Og skuffes han saa, da foragter han Mennesket og vender sig med høie Lovtaler til Hunden.“
Atter blev han afbrudt; nogle lo; men de fleste vare forargede. Viggo Hansen var imidlertid kommen iaande, hans lille, skarpe Stemme trængte igjennem Indvendingerne, og han beholdt Ordet.
„Og mens vi taler om Hunde, maa jeg faa Lov til at fremstille en overordentlig dybsindig Hypotese af mig selv. Skulde der ikke være noget for vor Nationalkarakter høist eiendommeligt i dette at just vi hos os har frembragt denne ædle Hunderace: de berømte, ægte, danske Hunde? Dette stærke bredbrystede Dyr med de svære Labber, det sorte Svælg og de frygtelige Tænder, men saa godmodigt, uskadeligt og elskvserdigt, — minder det ikke om den berømte, uopslidelige, danske Loyalitet, der aldrig har mødt Uretfærdighed eller Mishandling med andet end evigt svingende Haler, Maven paa Jorden og slikkende Tunge? Og naar vi beundre dette Dyr, dannet i vort eget Billede, er det da ikke med en Art vemodig Selvros, vi klapper det paa Hovedet: du er dog en god, trofast, rigtig en stor, rar En!“
„Hør Hr. Kandidat Hansen! — jeg vil ikke undlade at gjøre Dem opmserksom paa, at i mit Hus er der visse Ting, som — —“
Værten var vred; men en godmodig Slægtning af Huset skyndte sig at afbryde: „Jeg er Landmand, og De vil dog vel indremme — Hr. Kandidat! at en god Gaardshund er for os en ligefrem Nødvendighed — he?“
„Aa ja — en liden Kjøter, som kan bjæffe, saa at Karlen vaagner.“
„Nei Tak! vi maa s’gu have en ordentlig Hund, som kan tage Kanaljerne ved Vingebenet. Jeg har nu en prægtig Blodhund.“
„Og naar der saa kommer rendende en skikkelig Fyr, for at melde Dem, at det brænder i Bagbygningen, og saa Deres prægtige Blodhund farer ham i Struben — hvad saa?“
„Ja — saa er det uheldigt,“ lo Landmanden, og de andre lo ogsaa.
Hr. Viggo Hansen var nu saa ivrig med Svar til alle Sider og de urimeligste Paradoxer, saa især de Unge morede sig kosteligt, uden at lægge synderligt Mærke til den øgende Bitterhed.
„Men Pladshundene — Pladshundene! dem vil De dog lade os beholde? — Hr. Kandidat! —“ raabte en Kulhandler leende.
