over, hvor godt Gutten sad tilhest, og hvor det altsammen passede til ham.
Mod sin ældste Søn — Christian Fredrik — var Konsul Garman derimod mere stræng.
Til Richard kunde han stundom skrive, naar det blev altfor galt med hans Ødselhed: „Jeg kan vistnok ret vel sætte mig ind i, at den carrière, som du med dine Forældres Samtykke har valgt, medfører adskillige Udgifter, som ihvorvel tilsyneladende overflødige dog ved en nøiere Betragtning af Omstændigheder og Forhold kunne indrømmes at være om end ikke absolut nødvendige, saa dog til en vis Grad paakrævede eller begrundede i samme ovenbemeldte Forhold; men paa den anden Side vil jeg dog give dig at betænke, om du ikke selv med betydeligt indskrænkede expenser skulde kunne forventes at opnaa det samme Resultat for din Fremtid paa den diplomatiske Løbebane. Fornemmelig vilde jeg have dig admoneret om, at du holder et regulairt Regnskab; ikke saa meget af den Grund, at jeg skulde ville controllere dine Udgifter; som paa Grund af, at Erfaring har lært mig, at vi ved et regulairt Regnskab bedst controllere os selv.“
Men Regnskab var ikke Richards Sag — endsige da et regulairt; han begyndte af og til; men det gik helst op i Spøg og muntre Historier, som morede den Gamle og fik ham til at glemme Pengene.
Christian Fredrik derimod indsendte maanedlige Extrakter af sin Cassabog ligefra den Tid, han var i Christianis Institut; og disse Extrakter blev paa det ubarmhjertigste gjennemgranskede af Konsulen.
Var der da en feilagtig Postering, for nu ikke at tale om en Regnefeil — eller bare en Udgiftspost, som kunde synes noget stor eller usædvanlig, saa fik Sønnen et skarpt Brev om det for en Kjøbmand absolut forkastelige i uordentlig Bogførsel eller Ødselhed.
Dette holdt Christian Fredrik i en ængstelig Respekt, ja det krænkede ham undertiden. Men han vilde have følt sig beroliget, om han havde seet, med hvilket Velbehag Konsulen gjennemgik disse sirlige Extrakter, og med hvilken Omhu de bleve nummererede og nedlagte i en vis, bestemt Skuffe.
Desuden var Christian Fredrik nu den eneste, med hvem Konsulen underholdt nogen Fortrolighed; og i de udførlige Breve, han afsendte mindst en Gang om Maaneden, holdt han sin ældste Søn à jour med Forretningen. I det sidste hændte det endogsaa, at Konsulen spurgte om hans Mening i et eller andet.
Blandt de Ting, som mest sysselsatte Konsul Garman og paa en Maade foruroligede ham, var ogsaa det Opsving, Byen tog i de senere Aar.