paa Øreflippen, hvor hundrede smaa Traade — for lette til at være letfærdige gik fra den ene til den anden og indspandt det hele Selskab i et fint, glinsende Silkespind, bag hvilket Frivoliteten tog sig ud, blev elegant, sirlig, anstændig som en Menuet.
Og i dette Liv svømmede Konsul Garman — sikker og behændig som en blank Fisk.
Naar han paa de store Selskabsdage sad i Kontoret om Formiddagen, fløi Pennen henover Papiret, og da skrev han sine bedste Breve. Hans Tanke var saa klar, hans Sind saa færdigt og ubekymret, at det største som det mindste kom frem i sin Orden og paa sin Plads.
I samme Brev, hvori han ordinerede en Ladning Kaffe, glemte han ikke tolv Pakker Lak og to Kurve hollandske Kridtpiber til Kramboden; og fra at have givet en havareret Kaptein sine instruktioner, kunde han uden Anstrængelse gaa over til den mest detaillerede Beskrivelse af en Indretning ved Ovnsrørene, som han havde seet i London, og som han nu vilde have indført paa Byens Sygehus.
Men naar saa Posten var expederet, og Klokken blev henad tre — Middagstiden ved store Selskaber — og Konsulen havde barberet sig omhyggeligt, parfumeret og salvet sig af talrige Krukker og Flasker, da steg han opad den brede Trappe i sin langskjødede blaa Kjole med blanke Knapper, Puffer paa Skuldrene, indsnøret Vest, Kalvekryds med Diamantnaal og det smukke graasprængte Haar ligesom let pudret i Bukler. Og da kunde det vel hænde, at han nynnede et forvovent fransk Refrain, — tænkende paa sine galante Eventyr og stillende sine smukke Ben sirligt og omhyggeligt; det var hans Drøm, at Knæbuxernes Tid vilde vende tilbage.
Trods sine galante Eventyr havde Konsul Garman været en mønsterværdig Ægtemand efter Tidens Fordringer; og da hans Kone døde, sørgede han oprigtigt, og satte mange Mindestene med kjærlige Inskriptioner paa hendes Yndlingssteder i Haven.
Med Fruens Død fik jo Selskabeligheden en Ende, saa at den Udgiftspost gik betydeligt ned; men samtidig gik et Par andre Poster temmelig stærkt iveiret. Og det var de to unge Sønners Conti — især Richards.
Konsul Garmans Natur havde ligesom spaltet sig i disse to Sønner. Richard var hans Stolthed og Svaghed. Hans smukke Ydre og lette Sind var som et Gjenskin af Konsulens egen Ungdom; og naar Richard tog den bedste Hest og det smukkeste Ridetøi og Konsulens egen Ridepisk, som ingen maatte røre, da listede Faderen sig fra Vindu til Vindu, saalænge han kunde øine ham, — henrykt