Men hun, som havde faaet Hentydninger nok i den senere Tid,
tog Mod til sig og sagde halvhøit: „Hans! — jeg er forlovet.“
„Jeg har givet Lauritz Seehus min Ed for Liv og Død,“ tilføiede hun og saa fast paa ham.
Hans Nilsen stirrede paa dette Barn, der aabent tilstod sin Kjærlighed for Liv og Død, — saa overlegen, saa ganske anderledes ren end han.
„Hør kjære Hans,“ sagde nu Henriette og lagde sine Hænder fortroligt op paa hans Skuldre; „du har altid været god imod mig, og du er god i dig selv. Du vil ikke tage mig paa denne Maade — det ved jeg; men du maa hjælpe mig imod Mor!“
„Jeg skal visselig ikke gjøre dig ulykkelig — Henriette! men du tør ikke sætte dig op mod din Moder.“
„Men jeg vil ikke, jeg kan ikke tage nogen anden end den, jeg holder af!“
„Hør Barn! —“ sagde han nu roligt og saa smerteligt paa hende; det var ikke første Gang, stakkels forelskede Kvinder søgte Hjælp hos Hans Nilsen, og idag var han mer end nogensinde istand til at følge dem; „visselig er intet Saar bitrere end det, som Elskoven slaar i Ungdommen. Men saa er der dog Opreisning og Helbredelse given for den, som søger Fred i at fuldkomme sin Pligt i al Lydighed mod Guds Bud og mod dem, han har sat i sit Sted til at raade over os. Du siger, du kan ikke ægte en, som du ikke holder af; men betænk dog, hvor ofte Hjertet farer vild i Ungdommens Alder, og —“
„Ja se nu for Exempel Sara,“ afbrød Henriette, „hvad hjælper al hendes Rigdom og al hendes Gudsfrygt; jeg ved, hun er det ulykkeligste paa Jorden.“
Hans Nilsen vendte sig bort; han var atter afvæbnet.
Men Henriette traadte hen til Vinduet og saa op i Luften over det rummelige Gaardsrum; hun slog et resolut Klask med den ene Haand i den anden og sagde halvhøit: „Desuden har jeg jo svoret.“
Hans Nilsen gik tilbage til Madame Torvestad og sagde bare, at han og Henriette ikke kunde komme til Enighed. Hun vilde spørge ham om mere; men nu kunde han ikke længer holde det ud, han gik lige ud af Stuen uden at svare.
Men hellerikke ovenpaa fandt han den Hvile, han trængte saa haardt. Thi paa hans Værelse sad den gamle Farver og ventede paa ham.
„Jeg har ventet paa dig — Hans Nilsen; og søgt dig flere Gange. Der er iblandt os alle en stor Trang til at samtale med dig og omgaaes ret flittigen og fortroligen med dig. Men nu synes det os,
