„Ja, jeg glemmer da vist ikke dem i Hasten.“
„Svar mig nu paa en Ting — bare paa en eneste liden Ting: snød han dig eller snød han dig ikke?“
„Blodigt,“ — svarede Worse med Overbevisning.
„Naa — ser du det! vil du nu svare mig paa en Ting til: hvad tror du nu, Vorherre liger bedst: enten en ærlig Sjømand, som holder sin Kjæft og passer sit Skib, — eller slig en Hykler, som snyder værre end en Græker lige for den alvidende Guds Øine og saa efterpaa synger ham Salmer midt i Ansigtet? — he? hvem tror du, han liger bedst?“
„Det ved hverken du eller jeg — Randulf! for Dommen hører Herren til, som ransager Hjerter og Nyrer.“
„Nyrer!“ raabte Randulf haansk; „Sivert Jespersen sine Nyrer! — det var ogsaa noget at ransage! — Nei Far! Vorherre er Mand, som ved, hvad han ør; han lader sig ikke snyde paa Saltet — han.“
„Jeg skal sige dig noget — Thomas Randulf! Vorherre er nok ikke saa grei og bentfrem at komme i Akkord med som de har lært os. For ser du — det kunde endda gaa an med ham selv; men der er nu først alt dette med den Helligaand.“
„Ja tror du kanske ikke, jeg kjender ham?“ spurgte Randulf stødt.
„Ja men ser du, der er saa mange Remedier med ham; for først er det nu det, de kalder Igjenfødelsen og Omvendelsen, — nei Igjenløsningen er det, som kommer først; — nei! nu har jeg glemt det igjen, hvad er det nu, som kommer først?“
„Aa, det er vel Omskjærelsen, du mener,“ sagde Randulf vigtig.
Men da maatte Jacob Worse le, saa nødigt han vilde; og da de først kom paa Latteren, lod de Theologien fare og blandede sig et nyt Glas.
„Men det kommer du ikke fra — Jacob! det var baade Synd og Skam, at du gik fra Søen saa tidligt; og det siger de ogsaa alle Mand, som spørger efter dig!“
„Er der nogen, som spørger efter mig?“
„Spør efter dig! — jagu spør de efter dig ligefra Kjøbenhavn til Kronstadt. Du husker vel den tykke Jomfruen i „Drei Norweger“ i Pillau?“
„Var det der, du ved, vi dansede?“
„Nei Fanden! det var jo i Königsberg; aa Herregud!“ sagde Randulf medlidende, „har du alt glemt det? — nei den tykke i Pillau hun græd sine salte Taarer, da hun hørte, du var gift og blev hjemme. Ach du lieber — sagde hun, was soll nu den arme Minchen machen, naar den lustige Jacob Worse har gegiftet sich!“
