„Lad dem komme til os,“ sagde Konsulen.
„Nei — kjære Far!“ raabte Morten, „ser du ikke, at Tiden løber fra dig. Det nytter ikke længer at sidde stille som i gamle Dage, man maa s’gu være ude om sig paa alle Kanter — ellers mister man de gode Forretninger og beholder bare Affaldet.“
Saa længe holdt Morten sine Taler, at Konsulen indvilgede i at lade ham faa Kontor inde i Byen, — men under eget Navn. „Garman & Worse“ var som før at finde paa Sandsgaard, og derud fik de Folk umage sig, som ønskede at gjøre Forretninger med Huset.
Imidlertid gik der dog efterhaanden mangt og meget gjennem Grossererens Kontor i Byen. Konsulen ligte det ikke; men det var hans Princip at soutinere sin ældste Søn — saaledes havde hans Fader ogsaa gjort —, og derfor kom Huset opi mangen Forretning, som Konsulen aldrig vilde indladt sig paa.
For Kontorpersonalet stod Unge-Konsulen som etslags høiere Væsen. Naar han gik gjennem Kontoret, bøiede alle Hovedet; det var som om alle følte, at nu saa de kolde, blaa Øine tvertigjennem alt, hvad der fandtes — baade Bøger, Regnskaber og Breve — ja, endog tvertigjennem deres inderste Privathemmeligheder. De vidste, at han kjendte hvert Blad i Hovedbogen, mangfoldige Conti kunde han nævne ved Pagina, og var der saasandt en liden Uregelmæssighed nogetsteds, saa kunde man vædde paa, at Unge-Konsulen fik Øie paa den.
Derfor var det en fast Overbevisning blandt dem, at om alle Husets Kreditorer eller Skifteretten eller endog Fanden selv en Dag traadte ind i Kontoret, skulde der ikke findes en eneste Feil paa noget Blad i alle de tykke, vel indbundne Bøger.
Og dog var der en Conto, som ingen havde Greie paa, og det var Legationssekretærens. Den havde intet dødeligt Øie seet; nogle mente, den maatte findes i Konsulens røde Bog, andre troede, at den slet ikke var til. — Ogsaa Korrespondencen med Legationssekretæren førtes af Husets Chef personligt; og det mærkeligste var, at disse Breve aldrig blev kopierede. Kontorfolkene spekulerede mange Gange herover og fandt tilslut ud, at Unge-Konsulen ikke vilde, at man skulde erfare, i hvilket Forhold Richard Garman stod til Firmaet.
En Ting var sikker og bestyrket ved lang Erfaring — nemlig, at Konsulen lagde stor Vægt paa de Breve, der kom fra Fyrforvalteren. Han læste dem før noget af den øvrige Post, og dersom nogen kom ind, mens han var ifærd dermed, lagde han altid et Ark Papir over.
