Konsul C. F. Garman var ikke let at bøie. Hans Fader havde gjort det saaledes: opdraget den ældste Søn til Forretningen og den yngste til Studering, og saaledes vilde ogsaa han gjøre. Den oprørske Gabriel tænkte undertiden, at det var et tarveligt Udbytte, Onkel Richard havde af sine Studier; men det turde han jo ikke sige.
Fru Garman var af den Anskuelse, at det just var gavnligt for det unge, stridige Sind at kjæmpe mod sine Tilbøieligheder; intet kunde være mere fordærveligt end at føie Kjødet.
Der var altsaa ikke Hjælp at vente fra nogen Kant, og Gabriel vandrede modfalden nedover Alleen med sit tunge Læs af Bøger. Da opdagede han langt sydover paa Veien bagom „Gaarden“ en Rytter, som han strax kjendte; det var Onkel Richard paa Don Juan.
Gabriel tog øieblikkelig tilbens; han glemte sit tunge Læs af Sorger og Bøger og tænkte bare paa al den Munterhed og al den gode Mad, som altid fulgte med Onkel Richard. Han vilde skynde sig gjennem Kjøkkenet og sige det til Jomfru Cordsen, derpaa vilde han ind til Faderen; thi den var altid velkommen — det vidste Gabriel —, som kunde melde, at Legationssekretæren var isigte.
„Ih! — Jøsses — Bitterdød!“ raabte Jomfru Cordsen, „fyr under Stegovnen — Martha!“ derpaa løb hun efter en ren Kappe.
„Godt — min Dreng! —“ sagde Konsul Garman og nikkede venligt til Gabriel. Konsul Garman havde faaet sin første Uddannelse i Christiani’s Institut i Kjøbenhavn, derfor sagde han Dreng istedetfor Gut og Pige uden g.
Gabriel var meget vel tilfreds med Udfaldet af sin Melding; han havde faaet Jomfru Cordsen til at sige „Bitterdød“, hvilket var en Sjeldenhed, og Faderen havde været usædvanlig venlig. Thi Konsul Garman var ellers ikke nogen Følelsernes Mand.
Unge-Konsulen, som han endnu kaldtes blandt Folkene fra den Tid, Gamle-Konsulen var Husets Chef, var lavere end sin yngre Broder, og medens Legationssekretæren i Aarenes Løb var bleven lidt førladen, syntes Unge-Konsulen snarere at tørke ind. Han havde glat, tyndt, graaligt Haar, som han greiede fremover fra alle Kanter, lyseblaa, skarpe Øine og Undermunden en liden Smule fremskudt.
Glatraget og velbørstet, med stivt hvidt Halsbind, blanke Støvler og Stok med Sølvknap — var der ved hans hele Person noget solid velholdent; hvert Ord, hver Bevægelse — lige til den lille karakteristiske Vending, hvormed han lagde sin Hage tilrette i det stive Halsbind — alt var saa sikkert, tørt og korrekt. Korrekthed
