saa at det blot lykkedes ham at frembringe en dum Lyd. — De stod tæt ind til hinanden, da der var trangt, og Ole vilde gladelig givet en Finger for at kunne sige hende noget behageligt eller ialfald fornuftigt; men det var ganske umuligt.
„De har vist ikke moret Dem iaften?“ sagde hun venligt.
Fætter Ole tænkte paa den ynkelige Rolle han havde spillet hele Aftenen; hans Uelskværdighed syntes ham saa trykkende, og derfor svarede han (det dummeste, han kunde have svaret — tænkte han, idetsamme Ordene vare udtalte):
„Det er saa leit, at jeg ikke kan synge.“
„Formodentlig en Familiesvaghed,“ svarede den Lysegrønne med et hurtig Blik.
„N—e—i,“ sagde Ole yderst konfus, „min Broder synger jo udmærket.“
„Finder De!“ sagde hun tørt.
Dette var det allerforunderligste som nogensinde var hændt Ole: at der kunde være mere end en Mening om Broderens Sang, og at hun, „den Tilkommende“, ikke syntes at være blandt Beundrerne! — og dog var det ham ikke ubehageligt at høre.
Atter en Pause, som Ole forgjæves søgte at bryde.
„Synes De ikke om at danse?“ spurgte hun.
„Ikke med alle!“ busede han ud.
Hun lo: „Nei, nei! en Herre kan jo vælge.“
Nu begyndte Ole at miste Fodfæste. Han følte sig som en, der gaar i sine egne Tanker gjennem Gaderne en Vinteraften, og pludselig mærker, at han er kommen ud paa en glat Holke. Der var ikke andet for end at holde sig oppe og lade staa til, og med Fortvivelsens Mod sagde han: „Dersom jeg vidste — eller turde haabe, at en af de Damer — nei! at den Dame, som jeg vil danse med, at hun havde Lyst — hm! at hun vilde danse med mig, saa — saa —,“ længer kom han ikke, og efter at have sagt „saa“ et Par Gange til, taug han.
„De kunde jo spørge,“ — sagde den Lysegrønne.
Armbaandet var gaaet op, og det havde saadan en slem Laas, at hun maatte bøie sig helt forover og knibe, saa hun blev ganske rød, for at faa det sammen.
„Vilde for Exempel De danse med mig?“ — det begyndte at gaa rundt for Ole.
„Ja hvorfor ikke,“ svarede hun. Hun stod og pressede Spidsen af Skoen ned i en Sprække i Gulvet.
„Paa Fredag skal der nok være Fremmed i Præstegaarde — vilde De da lade mig faa en Dans?“
