„Jeg synes minsæl, jeg kunde faa Fred Julenat,“ sagde Doktor
Bentzen sint, idet han kom ud af Fængselsbygningen, „det var
noget, jeg kunde sagt paa Forhaand, at hun vilde drikke sig ihjel,
og ethvert Barn kunde da se, at hun var død. En anden Gang kan
De vente til Morgenen — Hansen Far!“
„Undskyld Hr. Doktor! men jeg har Ordre til uopholdelig at lade Døden konstatere,“ svarede Arrestforvareren ydmygt, han stod igjen i Døren; — „glædelig Jul! — Hr. Doktor.“
Doktoren brummede og skyndte sig gjennem de tomme Gader til sin varme Seng. Det var bidende koldt, et surt Drag af Nord stod ind fra Havnen.
Imidlertid tog Maanen Stykke efter Stykke for sig af Byen og Landet, besaa altsammen med sit kolde, ligegyldige Øie — først paa den ene Kant og saa paa den anden; og naar den var færdig, lagde den en sort Skygge over og tog fat paa det næste.
Saaledes kom den ogsaa til Fængselsbygningen, kigede skraat ind gjennem et Gittervindu, og der fandt den Loppen paa en Bænk ved Væggen.
Hendes Kjole stod oppe i Brystet, fordi Doktoren havde lyttet til Hjerteslaget, og den ene Arm hang ned mod Gulvet.
Munden var halvaaben, og Blodet paa Læberne gjorde den sort og stor. Hun var styg — fælslig styg — som hun laa der vissen og ussel i det kolde Lys af Maanen.
Sin Skjønhed havde hun mistet og andet med den. Ellers havde hun ikke haft stort at tabe i Livet; og nu, da hun gik bort, var hun hellerikke noget Tab for Livet. Der stod vistnok etsteds en Tallerken sveden Risengrynsgrød til hende; men ellers var der ikke noget eller nogen Plads i Livet, som tilhørte hende, saa hun kunde gaa bort uden at forstyrre.
Der var ganske stille i den store kolde Stenbygning. Kun af og til udover Natten blev der en Smælden med Døre, Raslen med Nøgler, Skridt og Stemmer, der tabte sig bortigjennem lange Gange, hvergang en af Banden blev fanget og bragt ind. Thi Politimesteren havde i et Anfald af Energi besluttet at gribe hele Flokken, som saa længe havde været en Skam for den dydige By.
Alligevel fik de ikke fat paa dem, de høist vilde have. Mekaniken, som Politiet havde en Tæft af, var og blev som sunken i Jorden. Og Puppelene kunde man ikke faa noget Paaskud til at sætte fast; thi allerede Klokken syv blev hun funden sovende Uskyldighedens Søvn i sin Seng.
Da Svend blev bragt ind, spurgte han efter Else. Men da de fortalta ham, at hun var død, blussede hans Taterblod op i et vildt
