lad dem gaa hjem — trygge i den Tro, at de har opfyldt sin Pligt
ved at indsnevre sit Hjerte til nogle enkelte værdige Trængende,
hvor de kan se Velsignelsen — som det hedder. Jeg ser, at det
store Svelg bliver aldrig fyldt, hvormeget der kastes i det; og
denne Vished er den eneste Løn, du har Lov til at vente for din
Medlidenhed; — den driver dig fra Hul til Hul, til de værste, de
lastefuldeste, hvor du ved, der venter nye Skuffelser og ny Smerte.
Thi nu ved jeg, hvad jeg mener: Pengene, Gaverne, Almisserne
— altsammen kommer godt med, og jeg glæder mig, naar det
kommer. Men al Verdens Guld fyider ikke saameget i Svelget mellem
dem, der har det godt, og dem, der har det ondt, som en eneste
Draabe varmt Menneskeblod. Og har du end ikke en Klud at give
dem, men kan du bringe dem til at forstaa, at du har dette varme
Hjerteblod, da skal du ikke frygte Skuffelserne, men gaa fra Hul
til Hul, og du behøver ikke at vende dig efter Lønnen. Derfor vil
jeg staa tidligt op imorgen og tage fat, hvor jeg slap.“
Da hun havde sagt dette, gik Broderen hen til hende.
Kjærtegn var sandelig ikke hyppige mellem disse Søskende; men nu tog han hende i sine Arme og kyssede hende.
Og han hviskede hende noget i Øret. Hun havde hørt det saa mange Gauge — dette Løfte, hun vidste, han ikke havde Kraft til at holde.
Men denne Gang troede hun paa ham; hun saa op paa ham med det forunderlige Smil, der gjorde hende saa smuk, og takkede ham.
Saa satte de sig igjen — lo og græd og snakkede sammen — som de ikke havde gjort paa mange Aar.
Det var en rigtig Julenat — stille og ren. Hvide lette Skyer
strøg som Englevinger forbi de blanke Stjerner, og Maanen, som
var kommen sent op, tindrede over den nye Sne og udover den
mørkeblaa Fjord mod Havet.
Over hele Byen svævede der en let Duft af Gaasesteg og Punch; og lig fjern Salmesang lød der en lind Snorken fra alle dem, der sov rundtomkring med overlæssede Maver.
De smaa sov dybt — udmattede af Lykke og drømte om Tinsoldater og Sukkertøi.
De store sov uroligt — kastede sig hid og did og syntes, der sad dem en fed Gaas paa Brystet og gned dem med Smult under Næsen.
Men Loppen sov bedst at dem alle. —
