uange Piges, — en Skarpsindighed, som Kapellanen ikke kunde undlade at anerkjende i sit stille Sind.
Men først da Doktor Bentzen kom til, han var Husets Lege, fik man ordentlig Besked om den hele Skandale.
Da han hørte, hvorom Talen var, stak han sin røde Næse iveiret og begyndte i en Strøm af Ord at rakke ned paa Arken fra øverst til nederst. Den var en Skam for den hele By; Puppelene var en Hælerske, der holdt det Drog af en Musikant, for at narre Politiet. Frøken Falbe og Broderen var omtrent af samme Surdeig; men da han kom til Mam Späckbom og Loppen, snakkede han sig selv op i et saadant Raseri, at hans Kone — som hun pleiede — maatte gaa hen og klappe ham og lempeligt puffe ham ud af Døren.
Efter disse Afbrydelser kunde man ikke faa Forhandlingerne igang igjen. Fru Fanny Garman havde knappet sine Handsker, og man havde allerede længe seet Sandsgaardshestene foran Vinduet. Fru Fanny havde ikke aabnet sin Mund undtagen til at gabe. Af og til gjorde hun en Grimace af Kjedsomhed til Konsul With, som han besvarede, naar han turde.
Kapellanen vilde egentlig have sluttet med en liden Bøn. Men det faldt sig ikke saa. Det brusede og knitrede saa underligt i Damemes Silkekjoler, da de nu begyndte at reise paa sig, saa han kom sig ikke til at begynde.
Denne Forening var desuden lidt forskjellig fra de talrige Missions- og Velgjørenhedsselskaber, hvor det religiøse pleier at være saa stærkt fremtrædende. De fleste af de her tilstedeværende Damer deltog ialmindelighed ikke i saadant; og det havde netop været Kapellanens Hensigt til sin Forening at samle de allerfineste Damer, som ellers blot indskrænkede sig til at yde Pengebidrag.
Hermed var det dog ingenlunde hans Mening at gjøre sin Forening mere aristokratisk og exclusiv end de andre Foreninger i Byen. Men han var af den Anskuelse, at Præterne i vore Dage altfor meget henvende sig til Middelklassen og undlade at paavirke dem, der staa øverst i Samfundet og tro sig i Besiddelse af den høieste Dannelse.
Det var denne Anskuelse, han vilde hævde.
Men Byen forstod ham desværre ikke. Og ligesom der altid mellem de utallige Foreninger for alslags Mission og i den talløse Vrimmel af Bazarkomiteer i ethvert optænkeligt Øiemed allerede herskede Konkurrence og stærk Rivalisering, saaledes enedes alle om at se med skjæve Øine til denne nye Konkurrent, — denne fine, høifornemme Forening for faldne Kvinder af St. Petri Menighed, — med Konsul With til Formand!
