Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/509

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

en Nødvendighed, at hun maa falde og synke — som vi saa ofte ser Piger i hendes Stilling gjøre.“

„Ja — Frøken! — dertil maa jeg svare, at jeg for det første ikke deler denne moderne Anskuelse af Nødvendigheden. Jeg for mit Vedkommende tror, — og jeg er — selv om Tidens nye Visdom vil le af mig — jeg er lykkelig ved at tro, at selv der, hvor Menneskenes Øine ser den sikre, den nødvendige Vei til Fordærvelsen, selv der er der Plads for Guds kjærlige Raadslutning. Og hvad nu selve Sagen angaar,“ tilføiede Kapellanen og saa sig om i Forsamlingen, „saa maa jeg herved gjentage, hvad jeg allerede tidligere har havt den Ære at udvikle i denne Kreds: — at — ligesom vi have fundet det at være vor Pligt at indskrænke vor Virksomhed til en bestemt Menighed, saaledes maa vi ogsaa fastholde, at vort Redningsarbeide omfatter en vis bestemt Klasse af Medmennesker. Dette har vi ogsaa villet udtrykke i det Navn, vi have valgt: Foreningen for faldne Kvinder — altsaa kun for de Ulykkelige, vi benævner faldne Kvinder — af St. Petri Menighed.“

Denne Tale blev modtaget med dæmpet, men ivrigt Bifald af alle Damerne rundt Bordet; og der hørtes flere: „naturligvis“; — „det er klart“; —, „saaledes maa det selvfølgelig være“.

Et Øieblik saa det ud, somom Føeken Falbe vilde give et heftigt Svar, — hun var mange Gange saa uberegnelig. Men hun stansede og lod det bero med en tør Undskyidning; „fordi hun var gaaet feil“ — som hun udtrykte sig.

Derpaa forlod hun Forsamlingen.

„Saaledes er det altid med Frøken Falbe,“ udbrød Fru With, da Døren var lukket, „bestandig følger der noget ubehageligt med hende!“

„Hun er saa forunderlig haard,“ sagde Fru Bentzen.

„Jeg frygter for, hun fattes den rette Aand,“ sagde Kapellanen mildt alvorligt.

„Saavidt jeg ved,“ indskjød Fru Politimesterinden med sin uskyldige Stemme, „er Frøken Falbe ikke Medlem af nogen velgjørende Stiftelse i Byen?“

„Nei! — vi havde hende med fra først af i Pleiestiftelsen for Smaabørn,“ svarede Fru Bentzen; „men hun var saa umedgjørlig og herskesyg; og tilslut kom den Historie med Kvaksalversken.“

Denne Historie blev nu fortalt. Den passede desto bedre til Situationen, som den just dreiede sig om den samme Else, som Frøken Falbe havde anbefalet. Fru Politimesterinden erkyndigede sig meget ivrigt om Afstanden mellem Frøken Falbes Alder og den