da deres Forretninger vare af samme Art, kunde han ialfald nogenlunde beregne den Andens Indtægter. Udgifterne vare lettere at kontrollere, og han kom snart underveir med, at Alphonse begyndte at ha adskillig Gjæld paa forskjellige Steder.
Han vedligeholdt enkelte Bekjendtskaber, som han ellers ikke brød sig om, bare fordi ban gjennem dem fik Indblik i Alphonses kostbare Hushold og ubetænksomme Ødselhed. Han søgte de samme Caféer og Restaurationer som Alphonse, men til andre Tider; ja han lod endog sine Klæder sy hos Alphonses Skrædder, fordi den snakkesalige lille Herre underholdt ham med Beklagelser over, at Monsieur Alphonse aldrig betalte hans Regninger.
Charles tænkte mangengang paa, hvor let det vilde vare, at opkjøbe en Del Fordringer paa Alphonse og lade dem komme i Hænderne paa en haardhudet Aagerkarl. Men man vilde gjøre Charles stor Uret, om man troede, at han et Øieblik tænkte paa selv at gjøre noget saadant. Det var blot en Tanke, han yndede at tænke; han var ligesom forelsket i Alphonses Gjæld.
Men det gik saa langsomt, og Charles blev bleg og gusten, medens han gik og ventede.
Han ventede paa det Øieblik, da alle disse Mennesker, der altid havde overseet ham, skulde faa Øinene op for, hvor lidet denne glimrende og forgudede Alphonse i Virkeligheden duede. Han vilde se ham ydmyget, forladt af sine Venner, ensom og fattig og saa —
Ja længer holdt han ikke af at tænke; thi der rørte sig paa dette Punkt nogle Følelser i hans Indre, som han ikke vilde være ved.
Han vilde hade sin fordums Ven, han vilde have Hævn over al den Kulde og Tilsidessættelse, der havde fulgt ham selv i Livet; og hvergang en liden Tanke begyndte et Forsvar for Alphonse, skjød han den tilside og sagde som den gamle Bankier: Sentimentalitet duer ikke for en Forretningsmand.
En Dag gik han ind til sin Skrædder; han brugte idethele flere Klæder i denne Tid end han strængt taget behøvede.
Den lille vevre Mand løb ham strax imøde med en Rulle Tøi: „Se her er just et prægtigt Stof for Dem. Monsieur Alphonse lader sig gjøre en hel Dragt deraf — og Monsieur Alphonse er en Herre, der forstaar at klæde sig.“
„Jeg troede ellers ikke,“ sagde Charles en Smule overrasket, „at Monsieur Alphonse hørte til Deres yndede Kunder.“
„O min Gud!“ raabte den lille Skrædder, „De mener, fordi jeg et Par Gange har omtalt, at Monsieur Alphonse skyldte mig nogle tusinde Francs? Det var meget dumt af mig at udtale mig saa-
