Men da Madame idag sagde sit venlige: „Mine Herrer! der er serveret!“ bleve de begge siddende. Hun gjorde store Øine og gjentog Ordene, idet hun gik ud; men Ingen rørte sig.
Endelig blev Alphonse sulten, Han gik Hen til Bordet, skjænkede sig et Glas Vin og begyndte at spise sin Cotelette. Men som han nu stod der og tyggede med Glasset i Haanden, og saa sig om i det kjære Kontor, hvor de havde havt saamangen glad Stund, og han saa tænkte paa, at de skulde give slip paa alt dette og gjøre sig Livet saa surt for en Grille, et pludseligt Anfald af Hidsighed, saa forekom den hele Situation ham med en Gang saa bagvendt, at han nær var begyndt at le høit.
„Hør du, Charles!“ sagde han i den halvt alvorlige, halvt spøgende Tone, som altid pleiede at bringe Charles i Latter, „det bliver igrunden underligt at avertere: Efter venskabelig Overenskomst er Dags Dato Firmaet“ — —
„Jeg har tænkt,“ afbrød Charles roligt, „at vi sætter: efter fælles Overenskomst.“
Alphonse lo ikke mere; han satte Glasset fra sig, og Coteletten blev bitter i hans Mund.
Han forstod, at Venskabet var dødt mellem dem, hvorledes og hvorfor var ham uklart; men han syntes, at Charles var haard og uretfærdig mod ham. Han blev da endnu stivere og koldere end den Anden.
De arbeidede sammen, indtil Forretningen var delt; og saa skiltes de.
Der var gaaet en rum Tid, og de to fordums Venner arbeidede hver paa sin Kant i det store Paris. De mødtes paa Børsen, men de gjorde aldrig Forretninger med hinanden. Charles arbeidede aldrig imod Alphonse: han vilde ikke ødelægge ham; han vilde, at Alphonse skulde ødelægge sig selv.
Og det saa ud til, at Alphonse vilde føie sin Ven heri. Vistnok gjorde han nu og da en god Forretning; men det solide Arbeide, han havde lært hos Charles, glemte han snart. Han begyndte at negligere sit Kontor og tabte flere gode Forbindelser.
Han havde altid havt Sands for et komfortabelt og luxuriøst Liv; men hans Samvær med den nøgterne Charles havde hidtil holdt hans flotte Lyster itømme. Nu derimod blev hans Liv mere og mere overdaadigt, han fik stedse flere Bekjendtskaber, var mer end nogensinde den glimrende og søgte Monsieur Alphonse; men Charles holdt Øie med den øgende Gjæld.
Han lod Alphonse iagttage saa nøie, som det lod sig gjøre, og
