I Sydvest og udover Fjorden var Himmelen klar og blaahvid. det stærke Solskin blinkede i Vandet, hvor det var kruset, medens lange Striber af Vindstille strakte sig indimellem.
Der var ingen bestemt Vind.
Snart kom et pust oppver fra Syd; snart førtes den glohede Luft fra Kristianiadalen ud over Byen, gjorde en liden mat Krusning bortover mod Hovedøen og døde hen i haabløs Varme.
Mod Øst stod et Tordenveir, som trak op hver Eftermiddag og faldt ned igjen mod Aftenen.
Naar det bare vilde slaa løs, tænkte Folk. Men det blev det samme Dag efter Dag udigjennem August: Solen bagte, Vinden blaffede hid og did — flyttede Heden uden at sprede den, og Tordenveiret trak op og holdt hele Naturen i sitrende Forventning, saa smal, at den ikke var til at gaa paa.
I Karl Johans Gade var der bedst om Formiddagen. Man kunde naa uskadt helt op til Storthingsbygningen. Men over Eidsvoldsplasen og opimod Slottet havde Solen samlet sine bedste Kræfter.
De unge Træer hang med Bladene, der vare lodne af graat Støv; Rispoplerne stod bent op og skelede efter sine Skygger. Og Menneskene smuttede fra Busk til Busk som Fugle, medens Fglene sad stille inderst ved Stammerne og plirede i Solen eller tog Støvhed i de fortørkede Blomsterbed.
Men opslaaede Paraplyer, Hatten i Haanden og Lommetørklædet hængende som en vaad Klud kavede nogle ulykkelige Herrer sig opover Slotsbakken. Ved Universitetsuhret stod en vissen Gruppe af Aarets Studenter og svedede Latin. Nedad Universitetsgaden kom uforvarende et lidet Vindpust, hvirvlede en Skypumpe af Støv op i Luften og fordelte det ov Pladsen; medens Vandet fra Vandkjærrerne lagde sig som et Lag af graa Perler over det tætte varme Støv paa Gaarden.
