Hist og her skinnede Ilden paa et Par sorte Øine, der stirrede
paa Kunstneren. Han havde lokket dem med sig, nu kunde de ikke
slippe; bestandig nedover førte han dem — nedover, hvor der
mumledes dæmpet og dumpt som at Trudsler og Klager.
„Er führt 'ne famose linke Hand“ — sagde Doctoren.
Men de Silvis hørte ikke paa ham; han sad som de andre i aandeløs Spending.
En dunkel, beklemmende Rædsel gik fra Musiken og lagde sig over dem alle. Kunstneren syntes med den venstre Haand at knytte en Knude, som aldrig vilde løses, medens den høire kastede lette Løb som Flammer op og ned i Discanten. Det lød, somom der forberedtes noget ubyggeligt nede i Kjælderen, medens de ovenpaa brændte Bruleau og holdt sig lystige.
Der hørtes et Suk, et halvt Skrig fra en af Damerne, som følte sig ilde; men ingen endsede det. Kunstneren var nu kommen helt ned i Bassen, hvor han arbeidede med begge Hænder, og de utrættelige Fingre hvirvlede Tonerne sammen, saa det kriblede koldt nedover Ryggen paa dem alle.
Men i den truende, knurrende Lyd dybt dernede begyndte der at komme en Bevægelse opad. Tonerne lød i hinanden, over — forbi hinanden — opover, bestandig opover uden at komme nogen Vei. Der blev en vild Kamp, for at komme op; det myldrede som af smaa, sorte Skikkelser, der rev og sled; — en rasende Iver, — en feberagtig Hast, — klavrende, gribende fat med Hænder og Tænder, — sparkende hinanden, — bandende, — Skrig, Bønner, — og altimens gled hans Hænder opover saa langsomt, saa pinligt langsomt.
„Anatole!“ hviskede Mademoiselle Adéle ligbleg, „han spiller Fattigdommen!“
„Aa — mine Trøfler!“ — jamrede Anatole og holdt sig paa Maven.
Med et blev der lyst i Salonen. To Tjenere med Lamper og Kandelabre dukkede frem i Portieren; og idetsamme sluttede den fremmede Kunstner, idet han med al sin Magt huggede Staalfingrene i en Dissonans — saa umulig, saa oprørende, at hele Selskabet fór op. „Ud med Lamperne!“ raabte de Silvis. „Nei, nei!“ — skreg Mademoiselle Adéle, „kom med Lys, jeg tør ikke være i Mørke; hu! det skrækkelige Menneske!“
Hvem var det? — ja — hvem var det? — uvilkaarligt stimlede de sammen om Værten, og Ingen lagde Mærke til, at den Fremmede smuttede ud bag Tjenerne.
De Silvis prøvede at le: „Jeg mener, det var Fanden selv. Kom lad os gaa i Operaen!“
