Bordet og fra Mund til Mund; alene „der liebe Doctor“ disputerede alvorligt med sin Sidenmand — en fransk Journalist med rødt Baand i Knaphullet.
Og saa var der en til, som ikke reves med i Lystigheden. Han sad paa høire Side af Mademoiselle Adéle, — tilvenstre havde hun sin nye Elsker — den tykke Anatole, som havde forspist sig paa Trøfler.
Under Maaltidet havde Mademoiselle Adéle ved mange uskyldige Smaakunster prøvet at faa Liv i sin Sidemand tilhøire. Men han forblev stille, svarede forbindtlig, men kort og halvsagte.
Første troede hun, det var en Polak — af de allerkjedsommeligste, der gaa omkring og spille Fredløse. Men hun mærkede snart at hun tog feil; og det ærgrede Mademoiselle Adéle.
Thi det var en af hendes mange Specialiteter strax at kunne sortere alle de Udlændinger, mellem hvilke hun færdedes, og hun pleiede at forsikre at hun kunde gjette en Mands Nationalitet, naar hun havde talt ti Ord med ham
Men denne ordknappe Fremmede voldte hende meget Hovedbrud. Havde han bare været blond, vilde hun strax have gjort ham til Englænder: thi saaledes talte han. Men nu havde han sort Haar, tætte, sorte Mustacher og en fin liden Figur. Fingrene vare paafaldende lange, og han havde et eiendommeligt Lag til at pille ved Brødet og lege med Dessertgaffelen.
„Han er Musiker“ — hviskede Mademoiselle Adéle til sin tykke Ven.
„Ah!“ — svarede Monsieur Anatole, — „jeg er bange, jeg spiste for mange Trøfler.“
Modemoiselle Adéle hviskede ham et godt Raad i Øret, hvorover han lo og saa meget forelsket ud.
Imidlertid kunde hun ikke give slip paa den interessante Fremmede. Efterat hun havde lokket ham itl at drikke flere Glas Champagne, blev han livligere og talte mere.
„Ah!“ raabte hun pludseligt, „jeg hører det paa Sproget: De er alligevel Englænder!“
Den Fremmede blev rød i Ansigtet og svarede hurtigt: „Nei — Madame!“
Mademoiselle Adéle lo: „Omforladelse! jeg ved, Amerikanerne blive vrede, naar man tager dem for Engelskmænd.“
„Jeg er hellerikke Amerikander“ — svarede den Fremmede.
Dette var for meget for Mademoiselle Adéle, hun bøiede sig over sin Asiette og saa muggen ud. Thi hun mærkede sat Mademoiselle Louison ligeoverfor gottede sig over hendes Nederlag.
