Den fremmede Herre fostod det og tilføiede halvhøit: „Jeg er
Irlænder — Madame.“
„Ah!“ — sagde Mademoiselle Adéle med et taknemligt Smil; thi hun var let at forsone.
„Anatole! — Irlænder — hvad er det?“ hviskede hun.
„Det er de Fattige i England,“ hviskede han tilbage.
„Saa! — hm!“ — Mademoiselle Adéle trak Øienbrynene iveiret og kastede et sky Blik paa sin Sidemand tilhøire; han havde med en Gang tabt meget i hendes Interesse.
De Silvis’ Dinéer vare vare udmærkede. Man havde siddet længe tilbords, og naar Monsieur Anatole tænkte paa Østerserne, hvormed man var begyndt, forekom de ham som en skjøn Drøm. Derimod havde han en stadig Anmindelse om Trøfflerne.
Den egentlige Spisning var forbi; en Haand rakte ud efter et Glas, pillede mellem Frugterne eller de smaa Kager.
Den følsomme, blonde Mademoiselle Louison faldt i Betragtninger over en Drue, som hun lod plumpe ned i Champagneglasset. Bitte smaa blanke Luftblærer satte sig fast rundtomkring paa Skallet, og da den var helt bedækket af de skinnende hvide Perler, løftede de den tunge Drue op gjennem Vinen mod Overfladen.
„Se“ — sagde Mademoiselle Louison og vendte de store svømmende Øine mod Journalisten, „se hvorledes hvide Engle bære en Synder mod Himlen!“
„Ah! — charmant — Mademoiselle! hvilken sublim Tanke!“ raabte Journalisten henrykt.
Mademoiselle Louison’s sublime Tanke gik rundt Bordet og gjorde megen Lykke. Alene den letsindige Adéle hviskede til sin tykke Elsker: „Der skulde vist en god Slump Engle til at bære dig, Anatole!“
Journalisten greb imidlertid Øieblikket og vidste at fængsle den almindelige Opmærksomhed. Glad var han ogsaa ved at slippe ud af en møisommelig politisk Disput med Tyskeren, og da han havde rødt Baand og den overlegne Avistone, hørte alle paa ham.
Han udviklede hvorledes Smaakræfterne, naar de forenes, kunne løfte store Byrder; og derfra kom han ind paa Dagens Them: Pressens storartede Indsamlinger for de Vandlidte i Spanien og for de Fattige i Paris.
Her havde han meget at fortælle, og hvert Øieblik sagde han „vi“ om Pressen, idet han talte sig ganske varm om „disse Millioner, vi — med saa store Opofrelser — tilveiebragte.“
Men ogsaa de andre havde hver sit at berette. Utallige smaa
