Høit over Lyngsletterne fløi en gammel fornuftig Ravn.
Den skulde mange Mile vestover, helt ud til Havkanten, for at grave op et Svineøre, som den havde gjemt i den gode Tid. Nu var det sent paa Høsten og knapt for Føden.
Nar der kommer en Ravn — siger Fader Brehm — behøver man bare at se sig om, for at opdage den anden.
Men man kunde længe nok se sig om, der den kom flyvende, den gamle, fornuftige Ravn; den var og blev alene. Og uden at bekymre sig om noget, gled den paa de stærke, kulsorte Vinger gjennem den tykke Regnluft, styrende bent vest uden at give en Lyd fra sig.
Men som den fløi jævnt og betænksomt, fulgte de skarpe Øine Landskabet nedenunder, og den gamle Fugl ærgrede sig.
Aar efter Aar blev de grønne og gule Smaalapper dernede flere og større; Stykke for Stykke skar den ud af Lyngmarken, Smaahuse med røde Tagsten fulgte med, lave Skorstenspiber med kvalm Torvrøg — Menneskeværk og Mennesker overalt.
Den kunde mindes fra sin Ungdom — det kunde nu være nogle Vintre siden —, da var her nettop Plads for en dygtig Ravn med Familie: lange, endeløse Lyngvidder, Hareunger og Smaafugl i massevis, Edderfugle i Strangen med store, deilige Æg, og saa meget af alslags Delikatesser som man kunde ønske sig.
Nu var her Hus ved Hus, gule Agerflekker og grønne Sletter og saa knapt for Føden, at en gammel hæderlig Ravn maatte flyve milevis for et lumpent Svineøre.
De Mennesker! — de Mennesker! — den gamle Fugl kjendte dem.
Den var voxet op blandt Mennesker og det endoogsaa blandt nogle af de fineste af dem. Paa den store Gaard tæt ved Byen havde den levet sin Barndom og sin Ungdom.
Men hvergang den nu passerede over Gaarden, løftede den sig høit op, for ikke at blive gjenkjendt. Thi naar den saa en Dameskikkelse nede i Haven, troede den, at det var den unge Frøken
