med Pudder og Haarsløife, og saa var det i Virkeligheden hendes Datter med snehvide Krøller og Enkekappe.
Om den havde havt det godt hos de fine Mennesker — aa — som man tager det. Mad i Overflod og meget at lære; men det var dog Fangenskab; de første Aar med den venstre Vinge klippet og senere paa „parole d’honneur“ — som den gamle Herre pleiede at sige.
Det var dette Æresord den havde brudt, og det hændte en Vaar — der fløi en ung, skinnende sort Hunravn hen over Haven.
Nogen Tid efter — det kunde vel være nogle Vintre senere — kom den tilbage til Gaarden. Men nogle fremmede Gutter kastede Sten efter den; den gamle Herre og den unge Frøken var ikke hjemme.
De ere vel i Byen — tænkte Ravnen og kom igjen nogen Tid efter. Men akkurat samme Modtagelse fik den.
Da blev den gamle, hæderlige Fugl — thi imidlertid var den bleven gammel,— fornærmet, og nu fløi den høit over Huset. Den vilde ikke have mere med Mennesker at skaffe, og den gamle Herre og den unge Frøken kunde længe nok stirre efter den, — og det gjorde de, det var den overbevist om.
Og alt, hvad den havde lært, glemte den; baade de vanskelige franske Ord, som den lærte inde i Stuen af Frøkenen, og de ulige lettere Kraftudtryk, den paa egen Haand tilegnede sig ude i Drengestuen.
Kun to Menneskelyd blev hængende i dens Hukommelse som Yderpunkterne af dens svundne Lærdom. naar den var i rigtig godt Humør, hændte det, at den sagde: „Bonjour — madame!“ men naar den var sint, skreg den: „Fanden gale mig!“
Gjennem den tætte Regnluft gled den hurtig og sikkert: den skimtede allerede den hvide Krans af Brædningerne langs Kysten. Da blev den opmærksom paa en stor, sort Flade, som bredte sig nedenunder. Det var en Torvmyr.
Gaardene laa i en Ring omkring paa Høiderne; men paa den lave Slette — den var vist over en Mil lang — fandtes intet Menneskespor; bare et Par Torvstakker i Kanten, sorte Tuer og blinkende Vandpyttter indimellem.
„Bonjour madame!“ raabte den gamle Ravn og begyndte at kredse i store Ringe over Myren. Der saa daa hyggeligt ud, at den langsomt og forsigtigt dalede ned og satte sig paa en Trærod midt ude i Myren.
Her var omtrent som i gamle Dage — øde og stille. Hist og her, hvor Bunden var tørrere, gorede der lidt kort Lyng og enkelte
