Alt vel overveiet ligte Morten ret godt Partiet. I disse sex Aar havde han mange Gange tænkt paa det Raad, Faderen havde givet ham en af de sidste Dage: at associere sig med Jacob Worse. Morten havde aldrig nævnt det til nogen, og han kunde ikke bekvemme sig til en saadan Ydmygelse. Nu kom det af sig selv og paa den beleiligste Tid, just som han skulde ud og reise. Saa kunde Worse sætte sig ind i alt, mens han var borte, og der var et Par raadne Flekker i Forretningen, som Morten generede sig for. Sligt var altid lettere at komme over, naar det kunde forklares skriftligt.
Saa blev de da viede i Kjøbenhavn. Gabriel var der ogsaa. Han var for Tiden paa et Kontor i England; de havde telegraferet efter ham fra Paris, og han stødte til dem i Cöln. Det var allerede halvt om halvt aftalt, at Gabriel skulde tage Rachels Plads hos Barnett brothers i Paris, hvorover han var meget lykkelig.
Bryllupsmaaltidet blev holdt i et af de store Værelser i Hotel d’Angleterre, som vende ud mod Kongens Nytorv. Stemningen var meget munter, og Morten holdt en Tale for „Garman & Worse“, som nu igjen skulde blive fuldstændigt.
„Og min gamle Fiende Aalbom?“ raabte Gabriel ved Desserten.
„Aa — han er netop den gamle!“ svarede Morten, „forleden skal han have holdt en yderst infam Tale i et Selskab om „Dynastiet Garman —“; han er saa forbitret, fordi han aldrig bliver inviteret mere.“
„Stakkels Aalbom!“ — sagde Gabriel tankefuld. Han var selv saa lykkelig og saa oplagt til at tilgive, at han satte sig hen i Vinduet efter Bordet, og tegnede med stor Flid og Nøiagtighed Rytterstatuen paa Kongens Nytorv. Det skulde være en Present til Adjunkt Aalbom.
Dagen efter reiste de hver til sin Kant: Morten og Fanny til Carlsbad, Gabriel til England, forat ordne sin Flytning, og de Nygifte hjem til Norge.
— Paa Dampskibsbryggen hjemme holdt en skinnende ny Vogn med ny Kusk og nye Heste, og i Bagsædet sad Fru Worse med Silkekaabe og ny Hat; — hun havde telegraferet efter altsammen til Husets Kommissionær i Kjøbenhavn, hos hvem der længe havde ligget Penge færdige.
Paa Forsædet i den skinnende Vogn sad Hr. Samuelsen og krøb sammen. Det havde ikke været muligt at formaa ham til at tage Plads ved Siden af Fruen; han syntes, det var galt nok som det var.
En Del Gutunger stod der naturligvis omkring, dels for at se paa Hestene, dels for at tage den frygtelige Pitter Nilken i Øiesyn. Og
