Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
23
NOVELLETTER

at denne usalige Lyst til at tænke kom over ham, kuldkastede alle Indvendinger og endte med at stille alt paa Hovedet.

Det var, naar han tænkte paa sine Børn, at dette hændte ham.

Naar han betragtede disse smaa Skabninger, som — det kunde han ikke skjule for sig selv — i Tidens Løb bleve mere og mere vanskjøttede, var det umuligt for ham at se dem under Kategorien: gullokkede Engle, som Vorherre havde givet ham. Han maatte jo tilstaa, at Vorherre ikke giver os saadanne Gaver uden nogen Foranledning fra vor Side, og da spurgte Søren sig selv: Har du havt Ret til dette? Han tænkte paa sit eget Liv, der var begyndt under lykkelige Forhold. Han kom fra et komfortabelt Hjem; hans Fader — en Embedsmand — havde givet ham Landets bedste Uddannelse; han var udrustet til Livets Kamp som de Bedste; — og hvorledes var han kommen fra det?

Og hvad havde han at give sine Børn med i den Kamp, hvori han sendte dem? De begyndte sit Liv i Trang og Mangel, som helst skulde skjules; de lærte tidligt den bitre Uoverensstemmelse mellem Forventningerne og Fordringerne til Livet og de ydre Kaar; og fra sit uryddige Hjem vilde de medtage — kanske den tungeste Arv et Menneske kan slæbe med sig gjennem Livet: Fattigdom med Pretensioner.

Søren prøvede at sige: Vorherre vil nok tage sig af dem. Men han skammede sig strax; thi han følte, at det var Noget, han sagde, for at undskylde sig og berolige sin Samvittighed.

Disse Tanker vare hans værste Plage; men, for at sige Sandheden, det var ikke ofte, de kom over ham; thi Søren var bleven sløv. Det mente ogsaa Sorenskriveren. „Det var i sin Tid,“ pleiede han at sige, „en ret flink Mand — min Fuldmægtig. Men — ser De! dette overilede Giftermaal, de mange Børn o. s. v. — kort sagt, det er næsten forbi med ham.“

Daarligt klædt og daarligt ernæret, fuld af Gjæld og Bekymringer var han træet og udslidt uden at have udrettet noget. Og Livet gik sin Gang, og Søren slæbte sig med. Han syntes glemt af alle undtagen af Vorherre, der — som sagt — hvert Aar skjænkede ham en liden Engel med gule Lokker. —

Sørens unge Hustru havde trolig fulgt sin Mand gjennem disse sex Aar, og saa var hun ogsaa kommen til det samme Maal.

Det første Aar af hendes Ægteskab var gledet forbi som en Drøm af svimlende Lyksalighed. Naar hun løftede den lille gullokkede Engel op for de beundrende Veninder, var hun skjøn som et fuldendt Billede af Moderglæden; og Frøken Ludvigsen sagde: „Se! den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed!“