han søgte forgjæves efter dette Extraarbeide, der baade for ham selv og for hans Kjæreste havde staaet som en dunkel, men rig Indtægtskilde. Heller ikke havde han nogen Gavn af sine gode Forbindelse. Der er altid fuldt op af Folk, der ville hjælpe haabefulde, unge Mennesker, som kunne hjælpe sig selv; men trængende Familiefædre komme altid til Uleilighed.
Søren havde haft mange Venner. Man kunde ikke sige, at de havde trukket sig tilbage fra ham; men han var liksom bleven borte for dem. Naar de nu mødtes, var der en vis Forlegenhed paa begge Sider. Søren havde ikke længer Sands for, hvad der interesserede de andre; og disse kjedede sig, naar han udbredte sig over, hvor haardt han arbeidede og hvor dyrt det var at leve.
Og naar han saa en enkelt Gang blev buden i Herreselskab til en af sine Ungdomssvenner, gik det ham som det pleier at gaa Folk, som til dagligt lever yderst tarveligt: han forspiste sig og drak formeget. Og fra at have været den muntre, men fine og forsigtige Søren, sank han ned til at blive etslags Nar, der holdt vrøvlede Taler, og om hvem Selskabets Hvalpe samlede sig efter Bordet, for at gjøre Løier. Men hvad der gjorde det pinligste Indtryk paa hans Bekjendte var, at han var bleven aldeles ligegyldig for sin Paaklædning.
Søren havde nemlig været yderst nøiagtig med sit Toilette; i Studenterdagene hed han „den sirlige Søren“. Og selv som Familiefader havde han en tidlang vidst at give sine tarvelige Klæder et vist Sving. Men efterat den haarde Nød havde tvunget ham til at bruge hvert Klædningsstykke i en unaturlig lang Tid, havde hans Forfængelighed tilsidst givet sig over. Og naar en Mand mister Sandsen for at holde sin Person pen, mister han den gjerne totalt. Det var hans Kone, som maatte gjøre ham opmærksom, naar Anskaffelsen af en ny Frak var absolut nødvendig, og naar hans Flipper bleve altfor fillede i Kanten, klippede hun dem med en Sax.
Selv havde han andet at tænke paa — Stakkel. Men naar der kom Fremmede i Kontoret eller naar han skulde ind ad en Dør, havde han den rent mekaniske Vane at spytte paa sit Frakkeopslag og gnide det med Haanden. Ligesom de rudimenta af Organer, der ere gaaede tilgrunde ved Ikkebrug, som Zoologerne finde hos visse Dyr, var dette den eneste Levning af „den sirlige Søren“s Pyntelyst. —
Imidlertid bar Søren sin værte Fiende i sit eget Indre. Han havde i sin Ungdom syslet med Filosofi, og nu hændte det stundom,
