„Aa ja! — naar en ung Pige saa naiv som Madeleine kommer i Berørelse med Herrer, der ere, — nuvel! der ere saa behændige som De — Hr. Kandidat Delphin! — saa —“ hun saa paa ham, idet hun stansede i Sætningen.
„De gjør mig altfor megen Ære! —“ lo han, „desuden — hvorledes skulde det kunne falde mig ind at benytte mig af —“
„Pyt!“ afbrød hun og trak sine Øienbryn op, „den Snak kjender vi. De er som alle de andre; De tager ikke i Betænkning at benytte Dem af enhver — selv den allermindste Chance — ikke sandt? — vær nu oprigtig!“
„Nuvel —“ svarede han og stod op, „naar De gaar mig saadan paa Livet, saa vil jeg jo tilstaa, at naar jeg ser et Jordbær, som ingen passer paa, saa ta’r jeg det ialmindelighed.“
„Ja — det er just den Graadighed hos Mandfolkene, jeg finder ligesaa farlig som forunderlig.“
„Ih — men Frue! Jordbær ere dog saa fortryllende!“
„Ja — naar de ere modne —“ svarede Fru Fanny.
De sidste Ord kom saa blødt som Kattefødder. Georg Delphin var gaaet et Par Skridt henover Gulvet. Han vendte sig hurtigt og fik netop se det sidste Glimt af et Blik, som maatte have hvilet paa ham, mens hun talte.
Det var ikke ofte, han mistede sin Holdning i Konversationer som denne; men den Opdagelse, han gjorde eller troede at gjøre, Uvisheden, den forfængelige Glæde — forvirrede ham, saa han stammede, blev rød og stod og stirrede paa hende.
Udstrakt som hun laa i den lave Stol løb de bugtede Linier fra det lille Hoved nedover de fyldige Lemmer — helt ud til Spidsen af hendes Parisersko. Hendes Skjønhed var saa fuldt færdig, saa sikker og ubekymret i hvert Led og hver Bøining.
Hun forstod, at nu var det nok og reiste sig uden at lægge Mærke til hans Forvirring.
„Ved De hvad!“ sagde hun pludseligt og lo høit, „det er dog latterligt, at jeg vil holde Prækener for Dem. Hver faar passe sig selv, og jeg maa gaa og passe en Kjole — jeg haaber, De undskylder. Godaften — Hr. Kandidat! — maatte Deres Jordbær bekomme Dem vel!“
Han stod ganske fortumlet; men endnu før han fik Tid til at tage sin Hat, stak hun Hovedet ind ad Døren — smilende — straalende, og raabte: „De kjører vel med mig imorgen?“ — og uden at vente paa Svar, forsvandt hun med et lidet Nik. —
Endnu halvt fortumlet foretog Delphin sin Ridetur; men der blev ikke noget af den flygtige Hilsen over Havemuren; thi han saa
