Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/147

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Jacob Worse saa efter ham. Delphin havde fra først af været et Bekjendtskab, han satte Pris paa; der var ikke mange unge Mænd i Byen, som han kunde slutte sig til. Fuldmægtigen var kvik og havde adskillig, spredt Læsning og paa Tomandshaand kunde han være interessant. Men efterhaanden kom det lette og holdningsløse mere frem, og Worse begyndte at blive lidt kjed af sin Ven.

— Imidlertid sad Fru Fanny og kjedede sig. Lille Christian Fredrik var sendt ud med Barnepigen; Gaden var afskyelig, støvet, varm og fuld af simple Folk, som gjorde Lørdagsindkjøb; — Fruen gad ikke se ud. Lænet helt tilbage i sin blødeste Stol sad hun og gabede foran Speilet: skulde hun tage Madeleine med til Byen imorgen — der var gaaet nogle Dage siden hendes sidste Besøg — og heller resikere at blive staaende som Skjæmbræt; — eller skulde hun begynde for egen Regning? — ja hvorfor ikke! — men han kom jo aldrig indom, naar Madeleine ikke var i Byen — aa! man kunde gabe sine Kjæveben af Led!

Da han nu pludseligt traadte ind i Stuen, gik der et Stød gjennem hende; men hun blev liggende i Stolen og rakte ham sin venstre Haand, som var nærmest: „Velkommen — Hr. Kandidat! — jeg sad just og tænkte paa Dem i min Ensomhed.“

„Det var smukt af Dem — Frue!“ svarede han og satte sig foran hende.

„Ja — hvad kan man ikke falde paa for dumme Ting, naar man sidder saaledes alene —“

„Jeg var ellers ikke det dummeste, De kunde tænke paa,“ svarede Delphin muntert; men det er igrunden sandt, De sidder vist meget alene i den sidste Tid.

„Aa ja — hvis jeg nu havde mine Grunde“

„Saa vilde jeg tillade mig at spørge efter disse Grunde.“

„Det var kanske det bedste, om jeg fortalte Dem mine Grunde —“ sagde Fruen og betragtede, opmærksomt Spidsen af sin Fod, som stak frem, idet hun laa tilbagelænet. Hun havde smaa, spidse Parisersko med udskaarne Striber over Vristen, hvor man saa en glat, mørkeblaa Silkestrømpe.

„Jeg forsikrer Dem Frue! — at jeg vilde være ligesaa taknemmelig som discret.“

„Madeleine er jo saa ung,“ sagde Fruen, somom hun fortsatte sin egen Tankegang, — „jeg er jo paa en vis Maade forpligtet til at passe lidt paa hende — og —“

„Mon det skulde være saa nødvendigt?“ — spurgte han.