begyndte han at konkurrere med Held. Det gamle Firma havde et saa stort Overtag paa alle Kanter, at hvor han vendte sig, tørnede han mod Garman & Worse.
Morten foreslog, at Firmaet en Gang for alle skulde tage op Kampen og knuse den lille Konkurrent, før han fik Tid til at blive farlig. Men det vilde Konsul Garman ikke høre noget om. Han havde fattet en ubegribelig Forkjærlighed for Worse; i Forretninger gik han af veien for ham og tilslut fik han drevet det dertil, at „Konkurrenten“ blev en stadig Søndagsgjæst paa Sandsgaard.
I Førstningen vilde Jacob Worse ikke gaa fra Moderen om Søndagen; men Fru Worse sagde: „Vil du bare gaa — dit lange Drog! Tror du kanske, Samuelsen og jeg vil have dig siddende og le af os, naar vi spiller Rambus? — og desuden —“ hun puffede ham lidt i Siden — „saa ved du, der er en, som venter dig derude.“
„Aa Mor! vil du ikke holde op med de Hentydninger. Du ser jo selv, at det bliver der aldrig noget af.“
„Hør Jacob,“ sagde Fru Worse med Hænderne i Siden, „saa klog som du er, saa er du en stor Tosk — rigtig en Havtosk, naar det gjælder Fruentimmer. Du kan da selv begribe, at alt maa komme iorden. Hun skal jo være lidt underlig af sig den Frøken Rachel, siger de; men splittergal kan hun da ikke være! bare se du til, — det gi’r sig i Enden — det kommer s’gu nok iorden altsammen!“
Det var Omkvædet paa alle Fru Worses Betragtninger over det Kapitel, og Sønnen indsaa, at det kunde ikke nytte at sige hende imod. Heller ikke kunde det nytte at foreslaa for hende at ophøre med Krambodhandelen eller ialfald overlade den til andre.
„Jeg fik Vattersot,“ pleiede hun at sige, „og Samuelsen kom til at tørke ganske ind paa fjorten Dage, om vi ikke havde Kramboden.“
„Ja men —“ indvendte Jacob, „nu behøver du jo ikke længer at arbeide, du kan have fortjent at faa hvile dig ud paa dine gamle Dage. Desuden er du daarlig tilbens — Hofterne —“
„Hofterne! —“ raabte Fru Worse og slog paa dem, „Hofterne ere s’gu gode nok til en Krambodmadam!“
„Saa kjøb dig ialfald Hest og Vogn, det har du Raad til.“
„Jeg har gjort en Kjøretur, som havde vasket sig,“ svarede Moderen, „og jeg tænker at gjøre en til; men det bliver nu ikke før alt er iorden.“
Der var ikke noget Udkomme med hende. Saa forblev hun og Samuelsen i den kjære Bagbygning, og Jacob indrettede sig i Hovedbygningen. Naar Fru Worse var i sin Søns Værelser, spil-
10*
