Den troffaste Hr. Samuelsen arbeidede for tre. Det var en liden graaagtig, støvet Mand med et Ansigt som en tørret Figen. Han kunde være 40 Aar eller han kunde være 60 — det var ikke godt at vide. I sit ensformige Liv havde han kun et stort Øieblik; det var hin Aften, da han traadte ind til Fru Worse med sine Bøger og Beregninger; og efter den Tid havde han troligt hjulpet hende at kjæmpe sig gjennem mangehaande Vanskeligheder.
Men Hr. Samuelsen førte ogsaa en meget heftig Privatkamp — mod hele Byens Ungdom. Thi det havde været og var fremdeles en yndet Forlystelse for Gutter og smaa Piger „at synge for Pitter Nilken“. Dette gik saaledes for sig. Man samlede sig i en stor Flok — jo flere jo bedre — helst i Mørkningen og sneg sig ganske stille ned i Worsesmuget. Naar da Banden var samlet lige under Hr. Samuelsens Krambodvindu, istemte de pludseligt til en urgammel Melodi:
Lille Pitter Nilken
Sidder paa Stilken,
Jo længer han sidder
Des mindre han bli’r.
Omigjen og omigjen sang de Verset i stigende Spænding, indtil den plagede Mand trev Jernlinealen, og svang sig over Disken.
Da styrtede de afsted under Skrig og Skraal opad det trange Smug, thi det fortaltes om Jernlinealen, at der var rustet Menneskeblod paa den. Men Hr. Samuelsen vendte rolig tilbage til sin Pult; i Aarenes Løb var dette Sæt over Disken bleven ham en Vane; han vidste at det var det eneste Middel, hvorved han kunde faa Fred for en Stund. —
— Der kunde vel ingen fortænke Fru Worse i, at hun forgudede sin Søn; han var jo det eneste hun havde at slide for. Og Jacob var ogsaa en god Søn og han artede sig vel efterhvert. Thi som Gut havde han voldt sin Moder mange Taarer, naar han kom hjem skamferet og forreven efter Slagsmaal. Der var nemlig „formeget Krudt i Gutten“ — som Rektoren sagde; og naar han blev hidsig, gav han sig gjerne i Kast med de største og stærkeste Gutter i Skolen. Men det blev jo bedre med Aarene, og da han kom hjem fra Udlandet, forat etablere sin Forretning, var han — det var ikke bare Fru Worses Mening — den smukkeste og mest belevne unge Mand i Byen.
Jacob Worse tog sin Faders gamle Kontorer i Hovedbygningen mod Torvet og Dampskibsbryggen. Han drev dels Agentur- dels Spekulationsforretning. Især i Kornhandelen, som hidtil havde været næsten udelukkende i Hænderne paa Garman & Worse,
